Fodbold

Tavlen vasket ren

HOBRO:Hobro har fået en pointmæssigt ganske fornuftig start på foråret trods et særdeles vanskeligt kampprogram med fire af rækkens allerbedste mandskaber som modstandere. Uafgjort mod både AGF's Superligareserver og AaB's ditto samt en meget overraskende udesejr over Brabrand er særdeles flotte resultater. Nederlaget til Thisted mandag kunne der ikke gøres meget ved, men nu skal der meget gerne tre point i hus i dag, når modstanderen ser lidt mere overkommelig ud. - Vanløse er trods alt stadig et hold fra den øverste halvdel af rækken, men det er et hold som vi skal frem og forsøge at dominere, når vi spiller på vores egen hjemmebane. - Vi spiller udfra en kontrolleret offensiv med respekt for de kvaliteter, som Vanløse nu engang har, siger træner Calle Facius. Træneren må endnu engang se bort fra den skadede brasilianer Antonio de Souza, men det forventes, at han kan begynde at træne med truppen i næste uge, og så skal holdet vurdere, hvornår han er klar til at træde ind i truppen. - Jeg bruger aldrig særlig lang tid på modstanderne men kigger på kampen fra vores eget synspunkt. - Men det er nu engang sådan, at der ikke er nogen dårlige hold i rækken, og hvis vi ikke spiller optimalt, så får vi heller ikke tre point, siger træneren.ols