Trafikulykker

Tavs cykeltur

Fra et sted, der egentlig ikke er, ad lækkert rabat-til-rabat asfalt forbi en pub, der heller ikke er, gennem uforstyrret sommer tier NORDJYSKE sig gennem grønne landskaber mellem Vrå og Tårs

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Grøn tur

Grønnerup er nok et stednavn på landkortet, men knap nok i virkeligheden. Med den rette hjælp blev det alligevel udgangspunkt for NORDJYSKEs grønne sommercykeltur i landskaberne lige syd for Hjørring, og som nok burde være begyndt med en snak med ham, der røg en smøg uden for billardklubben i Vrå. Det ville måske have taget tavsheden ud af turen. Grønnerup ligger ifølge kortet på begge sider af landevejen mellem Hjørring og Aalborg, og det er ikke helt forkert, man vil bare køre forgæves, hvis man leder efter et Grønnerup-skilt. Noget egentligt sted er det ikke og det har aldrig været mere end nogle gårde. Hanne Sørensen, der er leder af arkivet for Vrå og Omegn, siger, at der kan være nogle gårde, der har matrikel-adresse i Grønnerup, og hun ser hjertens gerne efter, hvis vi vil vide det helt præcist. Pyt, akkurat som det lokale bibliotek anbefaler, så stoler vi på Hanne Sørensens hukommelse, og hun kan huske, at hun som barn gik i baptisternes søndagsskole sammen med Birthe, der kom ude fra Grønnerup. Dér havde en bypige, som Hanne Sørensen, der boede i Voldgade, egentlig ikke noget at gøre. Det var jo ude på landet. I dag er Grønnerup reduceret til at give navn til en vej, som egentlig hed Vrejlevvej, indtil det navn skulle bruges til en anden vej. En dag med skilt NORDJYSKE lod stedet have et skilt for en stund og får af Christian Chabert på Kort & Matrikelstyrelsen, internt KMS, at vide, hvis noget engang har haft et navn - som den spredte bebyggelse Grønnerup - så hænger navnet ved kortet, indtil nogen gør styrelsen opmærksom på, at forholdene har ændret sig, så navnet ikke længere bruges. - I dag får vi næsten alle vore oplysninger fra luftfoto, og vi kommer ikke ud i marken mere, så vi er afhængige af, at nogen henvender sig, siger Christian Chabert og oplyser, at disse nogen oftest er en kommune, og at det rent faktisk sker, at et navn bliver slettet. Det har ingen altså ønsket for Grønnerups vedkommende. Men vi skal ud at cykle, skal vi. Først et slag inden om Vrå, hvor vi passerer Børnenes Jord - det fristed, som digteren Carl Scharnberg fik ideen til i 1960’erne, og som blev en realitet i 1968, da skoleinspektør Jørgen Jensen og hans hustru Anna købte et areal, hvor byens børn kunne lege, have kæledyr og omtrent gøre, hvad de vil. Sådan som børnene kunne og kan på andre lignende fristeder, der blev etableret inspireret af Vrå-projektet. Uforstyrret sommer Videre forbi hallen, boldbanerne og baptistkirken er vi ude på åbent land på vej mod vest ad den dystert klingende Galgebakken, forbi Rugerivej - gad vide om politikerne i teknisk udvalg diskuterede muligheden for, at driften på rugeriet blev lagt om til svineavl, den sene aften de navngav. Så er det over landevejen og ind mod cykelrute 60. Det første stykke ind mod genbrugspladsen giver bange anelser med hensyn til rutevalget, et sjældent elendigt stykke asfalt, men det ved man åbenbart godt på forvaltningen, for længere henne har man lige for nylig lagt det tykkeste lækre rabat-til-rabat asfalttæppe. Det er ikke kun det, der gør vejen smuk og lækker; alle ejendomme har et skilt, der fortæller, at her skal NORDJYSKE afleveres. Videre over motorvejen. En øjeblik overdøver bilernes summen fuglenes mangestemmige korsang, men snart er det kun vinden, der akkompagnerer fuglene. Den har også luft til at lege med kornmarkerne, så de changerer i grønt. Her er sommer. Uforstyrret sommer, så der kommer kilometer i benerne. Men hov, dér står jo maleren Poul Anker Bechs transformatorstation. Måtte det lykkes nogen at få den fredet. A pint of Guinness, please Og dér står skiltet, der viser, at her er cykelrute 60. NORDJYSKE slår et smut mod syd for lige at komme ned i Brønderslev Kommune, men planen var jo at køre mod nord. Her er heller ingen forstyrrelse, bare dejligt cykelterræn. Heller ingen at tale med, og nu er det for sent at vende om og snakke med ham foran billardklubben i Vrå. Måske er det meget godt, historien bliver bare for lang, sådan som det åbenbart skete forleden på Orange Tur, hvor en ellers veloplagt fortælling om en statue, der havde været i udenlands og en grøn kilde, der græd glædestårer, var gledet ud, da avisen kom fra trykken. Sådan kan tankerne løbe sammen i irske farver - orange, grøn og de hvide kløver, der vokser i vejkanten. Det kan godt gøre tørstig. Tænk at gå ind i en pub og bede om ”a pint of Guinness, please”. Så kunne man have siddet dér og hørt dagens emner blive vendt og drejet, måske spurgt lidt og fået nogle betragtninger med hjem til læserne. Men sådan går vi jo ikke på værtshus og slet ikke om formiddagen. Så tilbage til den vendsysselske virkelighed. 60’eren bliver pludselig til en grusvej, og det har vi jo ikke dæk til. I øvrigt er asfalten stadig lækker og en nedkørsel skal man ikke kimse af. Da NORDJYSKE tager bestik af kortet, cykler en rigtig tur-cyklist forbi. Fire cykeltasker, sovepose, telt og sørme en GPS-skærm monteret på styret og med ret høj musik. Trods den kolossale oppakning er han væk i ét væk, så heller ikke han brød tavsheden. Mødet med en Tårs-burger Han den ene vej, formentlig mod Polarcirklen, NORDJYSKE den anden for at komme tilbage til Cykelrute 60, forbi hovedgården, der har givet navn til ruten - Boller-ruten - og det har altså hverken noget med det ene eller andet at gøre, men med træstammer og vand at gøre. Dér kunne godt have været en pub, når vi lige at tænke, inden en blishøne - eller hane - skriger én tilbage til virkeligheden, som igen er en grusvej, og så havner vi alligevel i Tårs. Og på Trafikkiosken, hvor man selvfølgelig kan få noget at spise, men hvor man ikke skal spille frisk og spørge om, hvad der er bedst. Ikke uvenligt - bare ordløst - får NORDJYSKE stukket et plasticovertrukket menukort i hænderne. En Tårs-burger med en Faxe Kondi - valgt for den grønne farves skyld - er ikke en kulinarisk oplevelse, men man kan da sidde på bænken i gården og falde i snak med hende ved siden af. - Ja, det er en fredelig dag, svarer hun, og nej, hun ved ikke, hvad det er for nogle mandshøje figurer, der er placeret både hist og her i området omkring Trafikkiosken. Figurerne - otte i alt hedder faktisk ”De tilrejsende” og er skabt af kunstneren Marit Benthe Norheim, men det ved vi ikke, der på bænken, hvor solen nu spiser skyggen. Rutebil 78 triller ind på vej fra Hjørring til Sæby. Passagererne bliver siddende, og NORDJYSKE lader være med at snakke mere med Tårs-burger i munden. Hotellet havde også mad ... og bageren, men det er for sent nu. Hæstrup frem for Harken Det er ud i det grønne for at trampe den særegne smag af syltede agurker væk. Minkmontering, står der på et skilt. ? Ville læseren gerne have vidst, hvad man - egentlig - laver der, eller er det bedre med et nylagt føl, der tager sig en lur, mens mor passer på? Eller nogle muntre stednavne, som Ilbjerge - som ikke er til at se - eller Ilbro Byvej, som det hus inde i Tårs, der hedder ”Lind” og kun har en birk i haven. Der flyder så Uggerby Å, som er uden synlige skrammer, selv om en griseavler et par dage før, hov, var kommet til at lukke gylle ud i den, så fisk og yngel i store mængder måtte lade livet. Åen snørkler sig mod nordøst for at komme ud i havet, man kunne have sat sig i en kano og fulgt med strømmen, men vi fortsætter mod vinden og, viser det sig, under motorvejen ud til og over landevejen. Vælger Hæstrup frem for Harken alene på grund af navnet, og lidt i læ lader vi os lokke af noget så sjældent som en vej, der bare ender. Den går ud mod Hæstrupgård, som nogen godt nok burde sætte i stand. Nogen burde sidde der på terrassen ved lange borde med hvide duge og være glade, og andre skulle lege i den grønne idyl og driste sig ud til jernbanen og videre ud, hvor verden måske ender. Vi vender. Smidstrup i Smidstrup Sætter af sted mod Rakkeby for at få vinden i ryggen på sidste strækning og - indrømmet - prøve at cykle ind i Smidstrup. I Rakkeby undrer det, at ingen synes at have fortalt på forvaltningen, at vejtræer og cykelstier er uforenelige, hvis man vil cyklisterne det godt. I Smidstrup undrer det, at man overhovedet har besværet sig med at sætte byskilte op. 12 huse, noget branddam og et værksted gør vel ingen by, men det var faktisk en sjov fornemmelse, som man hverken kan dele med en Madsen eller en Kristensen for eksempel: at cykle ind i by, man deler navn med. Ikke noget særligt, men sådan lidt let ... som boblevand i sommerskyggen, når cykelturen er forbi. Ikke at navnet kommer derfra, familien har vist altid været landfaste med både Rom og Jerusalem og er kun de sidste par generationer blevet belønnet for deres mod til at hente hustruer nordenfjords. Håbet om medvind blev indfriet, og cyklen suser forbi Lille Smidstrup og ind i Vrå, som er en by med nærmest alting - kunstcenter og højskole endda - og efter lidt søgen også en vej under jernbanen, så man kan komme ud til Grønnerup, som engang var ... lidt mere. Må dog lige stoppe ved Turistbureauet for at tjekke det med figurerne i Tårs og finder ud af, at man skulle have valgt Harken frem for Hæstrup. En stak imponerende foldere lokker med italienske vine - også med bobler - men non è importante, som de vist siger. Det rækker vel med nogen at snakke med. Og en grøn.