Tavs prinsesse pakket ind i sikkerhedsfolk

ROSKILDE:Prinsesse Alexandra er kendt for sin flid. Og mindre end to uger efter meddelelsen om separationen mellem prins Joachim og prinsessen var Alexandra atter trukket i arbejdstøjet - en stramtsiddende beige dragt med brune blomster og høje stilletter - da hun besøgte Galleri NB i Roskilde Gasværk. Det store smil var fremme på den første officielle optræden efter bruddet, og det blev da også til lidt royalt vink til de fremmødte, der var stimlet sammen langs kajen foran restauranten for at se prinsessen. Men det var en usædvanlig tavs prinsesse. Og sikkerhedsfolk og politi holdt pressen så meget på afstand, at det ikke lykkedes at få prinsessen i tale. Det var en udstilling med den litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius. Han har malet portrætter af de to prinser Nikolai og Felix samt af prinsesse Alexandra, og de blev præsenteret på udstillingen. /ritzau/