Tavshed er guld

Ændring er tabersag

ANALYSE:Regeringen kan gå i krig mod Saddam Hussein på et smalt mandat og uden folkelig opbakning. Med efterløn og pensionsalder forholder det sig anderledes. Selv om efterlønnen er et problem, så er den en sag, statsminister Anders Fogh Rasmussen helst vil snakke så lidt om som overhovedet muligt. Efterlønnen blev ellers uformelt taget op af konservative ministre under et regeringsseminar på Havreholm ved Hornbæk i Nordsjælland for et par måneder siden. Men det hele blev til vådt krudt, da statsministerens højre hånd, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, lakonisk konstaterede, at ministrene kunne snakke alt det, de ville. "Bare det er herinde og ikke uden for". Tavshed er guld. På Christiansborgsprog er en politisk offensiv mod efterlønnen en "non-starter". Småpartier som de radikale og de konservative kan ganske vist sætte den på dagsordenen og økonomer af enhver slags regne og regne på, hvor stor en belastning efterlønnen er for statskassen og det nødvendige udbud af arbejdskraft om føje år, når de ældre bliver flere og de unge færre. Men set fra Anders Fogh Rasmussens Venstre-synspunkt er enhver stramning eller afskaffelse af efterlønnen en tabersag. Det er ikke fordi, han elsker den. Tværtimod, det store regeringsparti ser også helst efterlønnen hen, hvor peberet gror. Men på Christiansborg er det vigtigste af alt at kunne tælle til halvfems og dermed et flertal af de 179 medlemmer. Når det gælder efterlønnen, glimrer flertalet vd sit fravær. Demonstrations-politik Så længe de konservative velfærdspartier i ordets egentligste forstand, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, ikke synger med på omkvædet om efterlønnens farvel, er det tom demonstrationspolitik at gå til angreb på den. Statsministeren kan med god grund spørge sig selv, hvorfor han skal tage omkostningen i form af vælgertab for noget, der alligevel ikke kan vedtages. Derfor er hans svar også det næsten indholdsløse: "Vi har et forlig og det agter vi at holde", hver gang påtrængende Christiansborg-reportere prøver på at få ham til at undsige efterlønnen. Det er den kyniske realpolitiker og ikke ideologen, der taler. Det bliver i stedet overladt til de konservative at holde den borgerlige fane højt i idelige angreb på velerhvervede velfærdsgoder. Efter de radikale fejrer friheden fra regeringsåget i en ansvarsfri oppositionsrolle har Bendt Bendtsen og Co. overtaget den tidligere Jelved-position at turde sige alt det, der er upopulært. Taktikken er tydeligvis ikke at score stemmer hos vælgerne ved at lefle, men ved aftvinge respekt. Det er bare sjældent at valg vindes på løfter om at tage noget fra folk og Venstre irritationen over de konservative højtsnakkere afspejler frygten for en stemmeskred væk fra regeringen til socialdemokraterne. Støbt i beton Politik er paradoksalt. Det synes nok ikke mindst Poul Nyrup Rasmussen. Af alle har han fået tæsk for efterlønsforliget i 1998. Det var med til tabet af regeringsmagten ved valget tre år senere. Den daværende S-formand havde glemt at fortælle sine vælgere om det, der stod med småt i hans efterlønsgaranti, men Nyrup havde ret så langt, at uden forliget med en omend reduceret efterløn støbt i beton, så havde diskussionen i dag været helt anderledes. Nyrups og Lykketofts håndslag dengang med Anders Fogh Rasmussen gav efterlønnen et kunstigt åndedræt og mindst ti års længere levetid. Efterlønnen holder ikke en menneskealder til, men nok en politikergeneration.