Hospitaler

Tavshed er guld

Danske lægers ytringsfrihed er i krise. I en ny bog fortæller en række overlæger om, hvordan hospitalsledelsen forsøgte at give dem mundkurv på, da de ville informere offentligheden om graverende forhold inden for sygehusvæsenet

Politikerne taler om det. Borgerne gør. Men man hører sjældent læger ytre sig i offentligheden om det danske hospitalsvæsen. Og det kan man egentlig godt forstå. Det koster nemlig. Lægernes ytringsfrihed bliver knægtet. Det mener Niels Høiby, der er administrerende overlæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Rigshopitalet og professor ved Københavns Universitet. I en ny debatbog "Råb op og sig stop!" har han fået tre fremtrædende danske overlæger til at fortælle om, hvordan jorden begyndte at brænde under dem, da de tog bladet fra munden og kritiserede arbejdsforholdene i hospitalsvæsenet. De tre mænd betalte en høj pris. Chikane, udfrysning, opsigelse og fyring blev resultatet. Det er hospitalernes dårlige økonomi og det tiltagende teknokrati, som er skurkene. Det er bogens bidragsydere i al fald enige om. Fra midten af 1970'erne oplevede vi her i landet en enorm opbremsning af udgifterne til sundhedssektoren. Det skete i kølvandet på gennemførelsen af kommunalreformen, hvor sygekasserne blev erstattet af den offentlige sygesikring, og hvor såvel sygehusvæsenet som de praksiserende læger og speciallæger blev underkastet en hidtil uset økonomisk styring. Niels Høiby mener, at systemet kan sammenlignes med den planøkonomi, vi kender fra det tidligere kommunistiske Østeruopa. Politikerne og administratorerne fik tal på hjernen, og lægerne blev holdt som gidsler. Hvis noget gik galt, fik lægerne skylden, selvom de i virkeligheden var sat på en uriaspost. Lægerne betalte en pris, men den pris, patienterne betalte, var tifold større. Mange betalte med livet på grund af urimeligt skrabede budgetter og mangelfuld behandling. I årene 1980-1999 døde 132.355 danskere, som ikke ville være døde, hvis vi havde haft samme middellevetid som svenskerne. Men disse tal bortforklarede man, og hver gang en dansk læge forsøgte at oplyse om, hvor galt det var fat på de danske hospitaler, blev der sat forhindringer op. Få modige slap dog igennem til offentligheden. Patienternes liv i fare En af de modige er Peter Andreas Krasilnikoff, der er professor og tidligere administrerende overlæge på børneafdelingen ved Hvidovre Hospital. Vinteren 1998 sendte han sin opsigelse til direktionen for Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) som følge af flere års frustrationer over arbejdsforholdene. Til sidst måtte han sande, at det ikke var muligt både at være loyal både over for patienterne og over for sundhedsvæsenet. Peter Andreas Krasilnikoff følte sig klemt. Han mente, at forholdene på børneafdelingen var uforsvarlige bl.a. med alt for lange ventetider, der kunne ende katastrofalt for børnene, der ikke blev behandlet i tide. Men når han gjorde hospitalets direktion opmærksom på, at patientsikkerheden var truet, blev der blot henvist til, at budgettet skulle holdes. Der var ingen vilje til at forbedre forholdene for patienterne, fortæller han. Krasilnikoff foreslog hospitalsdirektøren, at man informerede de politisk ansvarlige om, at det ikke var muligt at leve op til den standard, man kunne forvente inden for rammerne af budgettet, men det ville direktøren ikke høre tale om. Krasilnikoff blev indkaldt til kammeratlige samtaler og indirekte truet med fyring, hvis han ikke klappede i og holdt tæt over for offentligheden. Den tidligere børnelæge mener, at det er et meget alvorligt problem, når de lægefaglige konsekvenser af nedskæringer og besparelser ikke bringes videre op i systemet, men undertrykkes på vejen af hospitalsdirektionen eller andre højere oppe i hierakiet. Der er tale om en "stødpudefunktion" - og den forvaltes i reglen af de administrative direktører, som i langt de fleste tilfælde ikke er læger - og det er problematisk. "Der er defor efter min opfattelse tale om magtfordrejning med det hovedformål at overholde budgettet frem for at varetage patienternes tarv, og formålet er derved i virkeligheden at beskytte administratorernes egen karriere, da det er budgetoverholdelsen, der er afgørende for vurderingen af deres succes i sundhedsvæsenet", skriver Peter Andreas Krasilnikoff, der efter lange og seje kampe endte med at vinde kampen. Ombudsmanden gik nemlig ind i sagen, og i sin redegørelse fastslår han, at Hvidovre Hospitals ledelse har brudt reglerne for god offentlig ledelse ved bl.a. at undertrykke Krasilnikoffs kritik. Armen vredet om Tom Skyhøj Olsen, der er tidligere administrerende overlæge ved neurologisk afdeling på Gentofte Hospital, i dag overlæge på Hvidovre Hospital, endte med at blive fyret, fordi han benyttede sig af sin ytringsfrihed. En journalist fra TV 2 ville lave et program om apopleksiramtes forhold i Damark og om behandlingen af disse patienter. Tom Skyhøj Olsen fortalte journalisten, at de, der behandles på et apopleksiafsnit, har en væsentlig lavere dødelighed end de, der ikke kommer på sådanne afsnit. For den sidste gruppe er dødeligheden mindst 25 procent større. Programmet blev lavet, og to uger før TV 2-udsendelsen skulle gå i luften, blev den forhåndsannonceret i dagspressen. Her stod der: "200-300 patienter med apopleksi dør unødigt hvert år, siger kendt overlæge". Den kendte overlæge var Tom Skyhøj Olsen, der i bogen fortæller: "Selvom det er et uigendriveligt faktum, burde jeg have vidst, at det skulle jeg aldrig have sagt." Samme dag sendte hospitalets vicedirektør ham en e-mail, hvori der var vedhæftet en pressemeddelelse, der indeholdt et dementi af det, han mente, Tom Skyhøj Olsen ville sige i tv-udsendelsen. Dementiet var formuleret sammen med selveste amtssundhedsdirektøren. Men Skyhøj Olsen nægtede at lægge navn til dementiet, og så kom der angiveligt flere trusler om fyring, og Skyhøj valgte at udtale sig om fyringstruslerne i TV 2 i håb om, at det ville beskytte ham. Det gjorde det - men kun en tid. Et par måneder efter udsendelsen var blevet sendt, var direktionen igen ude efter overlægen. Man fandt, at vilkårene for tv-optagelserne var meget kritisable - og man ville indberette Skyhøj Olsen for illoyalitet over for sygehusets bestræbelser på at give patienter med appopleksi en kvalificeret behandling. Men heller ikke i denne omgang lykkedes det hospitalet at slippe af med overlægen. Men fighterånden var intakt. Man blev - angiveligt - ved med at gå efter Skyhøjs skalp. Nu begyndte der at blive klaget over hans måde at behandle patienterne på. Til sidst faldt fyresedlen. Og hvad kan man så lære af det hele?, spørger Tom Skyhøj og svarer: "Lad for Guds skyld være med offentligt at mene noget, som din direktion ikke er enig i, for så kan det uforudseelige ske, og du vil kunne komme til at stå i den situation, hvor du skal vælge mellem at kunne se dig selv i spejlet hver morgen, eller om du for evigt skal slå blikket ned." Lægerne, der tager bladet fra munden i denne bog, er ikke alene om at have fået ytringsfriheden knægtet. I 2002 fik daværende generaldirektør i Danmarks Radio, Christian S. Nissen, en næse fra ombudsmanden, da han forsøgte at knægte ytringsfriheden for journalisterne Mogens Rubinstein, Kurt Strand og Steffen Gram, der havde udtalt sig kritisk om DR's Ørestadsbyggeri. Men i juni sidste år nedsatte regeringen så et udvalg, der skal kulegrave området og blandt andet vurdere, om der er behov for en yderligere lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed. Det er der i høj grad, mener redaktøren af debatbogen "Råb op og sig stop!", Niels Høiby, der selv er forfatter til flere kritiske bøger om det danske sygehusvæsen. "Råb op og sig stop - Lægers ytringsfrihed i krise". Redigeret af Niels Høiby. 160 s., 178 kr. (Gyldendal)