Tavshed om skibsordre til millioner

Det er ikke hverdagskost at bestille et nyt fiskeskib, Danmarks til dato største målt i bruttoregisterton, og til et uden al tvivl trecifret millionbeløb.

Men derfor behøver der ikke at blive snakket om det. Det er holdningen hos fiskeskipper Erik Kjeldsen, der sammen med sine to sønner, Henning og Lars Kjeldsen, i rederiet Gitte Henning A/S, netop har placeret en ordre hos Karstensens Skibsværft i Skagen på en 75,4 meter lang, 15,6 meter bred og 2900 bruttoton stor trawler, som skal erstatte rederiets nuværende ”Gitte Henning”. - Det er ikke den største, ”Isafold” var længere, afviser Erik Kjeldsen, og erklærer, at han ikke vil sige noget, hverken om pris, skibet eller dets formåen. - Vi har besluttet, at vi ikke vil snakke om det, sfviser Erik Kjeldsen. Men et fakta er, at forgængeren på rekordernes holdeplads i Skagen, HG 333 ”Isafold”, som Karstensens Skibsværft afleverede til Hirtshals-rederiet i maj i år, løb op i en ordresum på cirka 130 mio. kr. Også værftsdirektør Tage Rishøj afviser at kommentere prisen på den ny ordre. - Det vil rederen ikke have frem, siger han. Værftet byggede i 2000 den første ”Gitte Henning” til Thyborøn-rederiet, og den nye sikrer værftet beskæftigelse frem til december 2008. Nordjyske ville også godt have spurgt Erik Kjeldsen, om det er Gitte Hænning-slageren ”Tag med ud å fisk”, der har inspireret til rederets og tonnagen’s navn, selv om der er et e til forskel. Men det må stå hen i det uvisse. Hvad kvoter og fiskerettigheder angår skulle skibet efter sigende gabe over mere end hele Skagens samlede fiskeflåde tilsammen. Rederiet har købt to Esbjerg-kuttere og en Skagen-kutter for at samle fiskerettigheder nok til det nye skib.