Tavshed om Thorst

Alt peger på at den gamle AaB-kæmpe vender tilbage i ny rolle

AALBORG:Efter fredagens udskiftning på trænerbænken i superligaklubben AaB peger alt på, at endnu en gammel AaB-kæmpe er parat til et comeback for klubben i en ny rolle. Indtil videre hersker "omerta" - tavshedens lov - i AaB-ledelsen, men det skulle være en skråsikker kendsgerning, at 38-årige Søren Thorst i morgen bliver udpeget som assistenttræner for sin gamle holdkammerat, den nye cheftræner Søren Kusk. - Jeg har ingen kommentarer til det. Jeg skal bruge resten af weekenden på at få en kabale til at gå op, og før det er på plads, ønsker jeg ikke at sige noget, siger AaB's sportsdirektør, Lynge Jacobsen. Søren Kusk er ikke mere meddelsom. - Det sorterer under Lynge Jacobsen, fastslår den nye cheftræner. NORDJYSKE fik lørdag fat i en veloplagt Søren Thorst, der nåede at spille 371 kampe for nordjyderne, før en alvorlig korsbåndsskade satte ham ud af spillet i 1996. På spørgsmålet om assistenttræner-jobbet i AaB klapper han imidlertid i som en østers. - Efter aftale med Lynge Jacobsen har jeg ingen kommentarer til det før mandag, lød det i går fra Søren Thorst, som dog var anderledes åbenmundet i lørdagsudgaven af BT. Her bekræfter Søren Thorst, at han er blevet kontaktet af sin gamle klub. Og at han kun mangler at få et par detaljer på plads i forbindelse med sit civile job i Aalborg Kommune, før han er klar til at trække i træningstøjet igen. Overfor BT er han heller ikke bange for at pege på de kvaliteter, han kan bringe med ind i jobbet som assistenttræner. - Hvis man fighter og giver, hvad man har, kan man altid se sig selv i spejlet bagefter. Det er i hvert fald den indstilling, jeg vil bringe med ind i jobbet, siger Thorst til avisen. Han understreger samtidig, at han vil tilbage til sit nuværende job, når efterårssæsonen er færdig. Med Søren Thorsts entre på scenen er det efter alt at dømme ensbetydende med exit til den nuværende assistenttræner, Jens Peter Hansen. Ingen dramatik NORDJYSKE Stiftstidende talte i går med Jens Peter Hansen, men heller ikke han havde de store kommentarer til, at AaB's trængsler tilsyneladende koster ham hans nuværende job. - Så længe Lynge Jacobsen ikke har kommentarer, så har jeg heller ikke. Vi har snakket en hel del frem og tilbage om mange ting, men jeg vil gerne vente med at sige noget, til det hele er faldet på plads, siger Jens Peter Hansen. Han kan dog regne med, at han under alle omstændigheder også er tiltænkt en rolle i AaB fremover. - Jeg vil gerne understrege, at der ikke er optræk til nogen form for dramatik. Der er ingen, der ryger ud, fastslår Lynge Jacobsen.