EMNER

Tavshedspligten overtrådt

Det var med undren og skuffelse, jeg læste sognepræst Henrik Bang-Møllers indlæg (¿På kanten 21.10.). Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har set så grov en overtrædelse af tavshedspligten hos nogen præst.

Henrik Bang-Møller beskriver indgående et dødsleje, som han som præst var blevet kaldt til. Han beskriver detaljeret kvindens sygdom, hendes alder, hvordan medicinen ¿sløvede hendes åndsevner¿. Han beskriver endvidere forløbet af samtalen med hende. Han gengiver ikke ordret, hvad hun sagde til ham, men gennem referatet af, hvad han sagde til hende, får avisens læsere et klart billede af, hvordan samtalen forløb. Når han så oven i købet beretter, at han besøgte hende på Skagen Sygehus en mandag, så vil kvinden og hendes nærmeste næppe være i tvivl om, hvem artiklen handler om. Hvis jeg var døende patient på et sygehus, turde jeg ikke kalde på H.B.M., så jeg risikerede at blive gjort til genstand for en avisartikel. Tavshedspligten burde være ukrænkelig, og uanset hvor korrekt en teologi, man måtte mene at have, må det andet menneske agtes så højt, at det ikke bliver gjort til genstand for personlig promovering (¿jeg sagde klart og tydeligt til hende¿). Mennesker skal kunne komme trygt og tillidsfuldt til deres præst. H.B.M. sætter den tillid over styr og sætter spørgsmålstegn ved præsters tilstedeværelse ved sygdom og død i det hele taget. Det er efter megen overvejelse og ugerne, at jeg skriver dette, men jeg finder det vigtig at understrege, at vi som præster har tavshedspligt, så man trygt kan kalde på os ¿ også en mandag på sygehuset. At en døende kvinde havde mere brug for at få rakt et evangelium til trøst og håb og ikke en ¿korrekt teologi¿ er så en anden sag.