EMNER

Taxa-central er for dyr

Hjørring, Frederikshavn og Skagen Taxa diskuterer, hvem der fremover skal modtage opkald fra kunderne

Taxavognmænd diskuterer hvem der fremover skal modtage bestillinger fra kunderne Foto: Hans Ravn

Taxavognmænd diskuterer hvem der fremover skal modtage bestillinger fra kunderne Foto: Hans Ravn

Det er blevet for dyrt for taxa-vognmændene i Vendsyssel at drive et fælles bestillingskontor i Sindal. 1 april vil det derfor være slut med Taxa Vendsyssel i den nuværende form. De cirka 10 medarbejdere på centralen i Sindal er sagt op, erfarer NORDJYSKE. Færre biler Antallet af biler tilknyttet Taxa Vendsyssel er styrtdykket fra 86 til 56 indenfor de seneste par år. Det har gjort det væsentligt dyrere for de tilbageværende vognmænd, samtidig med at deres omsætning også er dalet markant. - Vi har mistet 40 procent af den kørsel vi havde tidligere. Det er blevet luksus at køre i taxa, konstaterer formand for Hjørring Taxa, Børge Haugaard. Taxa Vendsyssel har forhandlet med Amager-Øbro Taxa om et samarbejde, hvor den sjællandske central overtog bestillingerne i aften og nattetimerne, og så var der stadig basis for at bevare en del af centralen i Sindal i dagtimerne. Men på en generalforsamling for nylig, var der ikke fuld opbakning til den model. Vognmænd i tænkeboks - Frederikshavn og Hjørring Taxa er gået i tænkeboks, mens Skagen Taxa anbefaler samarbejdet med Amager-Øbro, fortæller nyvalgt formand for Taxa Vendsyssel Mads Jensen. Formand gennem tre år, Karsten Larsson fra Hjørring valgte at trække sig på generalforsamlingen. - Jeg kunne konstatere, at der ikke var fuld tillid til mig som formand, siger Karsten Larsson. Fire muligheder Ifølge formand for Hjørring Taxa, Børge Haugaard, er der nu fire taxacentraler, der er i spil til at overtage bestillingerne i Vendsyssel. Det er Amager-Øbro, Randers Taxa, Dan Taxa og 4x35 i København. - Personligt er jeg mest stemt for Amager-Øbro, men det er der heller ikke enighed om i Hjørring Taxa, og i øjeblikket overbyder selskaberne hinanden, siger Børge Haugaard. Vognmændene i Vendsyssel betaler i dag 10.000 kroner pr. vogn om måneden for at være tilsluttet Taxa Vendsyssel. Den udgift kan mere end halveres ved at vælge en større central med et meget større antal vogne i stalden. Kunderne skal altså vænne sig til at blive betjent af en fjerntliggende central, når de ringer efter en vogn. - Jeg tror ikke det kommer til at betyde så meget, men vi håber, at vognmændene i Vendsyssel kan blive enige om en fælles løsning, siger Mads Jensen. Frederikshavn Taxa er på få år gået fra 35 taxaer til 19. I Hjørring har faldet været knap så dramatisk fra 30 til 25 vogne. - Men vi havner formentlig også snart nede på 18-19 stykker, lyder det fra formand Børge Haugaard, der forventer at Hjørring Taxa træffer en beslutning på et møde i januar.