EMNER

Taxa: Frederikshavn Kommune bliver snydt

Bybus-taxa-kørslen i Frederikshavn kan gøres billigere

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn Kommune bliver snydt af NT, der står for bybus-taxa-kørslen i Frederikshavn. Det mener direktør i Taxa Vendsyssel, Jørgen Steengaard. Påstanden står han frem med efter han af Hjørring Kommune er blevet bedt om at sammenligne Taxas priser for bybus-taxa-kørsel i Hjørring med NTs priser for bybus-taxa-kørsel i Frederikshavn. - Det viser sig, at NT priser ikke er rigtige. NT skriver, at de tager 64,64 kroner per bybus-taxa-passager, men i virkeligheden har NT ingen konkrete tal for denne ydelse, siger Jørgen Steengaard og forklarer. - NT samordner nemlig sin kørsel i Frederikshavn, det vil sige, at bybus-taxa-passagerer køres sammen med tele-, flex- og handicap-passagerer. Og NT regner omkostningerne sammen, det vil sige, at man ikke har det præcise tal for omkostningerne af kørsel med kun bybus-taxa-passagerer, siger Jørgen Steengaard. Han mener derfor, at Frederikshavn Kommune bør bede NT om at angive det korrekte omkostningsbeløb, så kommunen har en reel mulighed for at sammenligne NTs priser med for eksempel Taxa Vendsyssels. - Vi lægger ingen skjul på, at vi gerne ser Frederikshavn Kommune indhente et tilbud fra os for bybus-taxa-kørsel, siger formanden for Frederikshavn Taxa, Bruno Kirkegaard. - Jeg er nemlig overbevist om, at vi kan gøre det billigere end NT, siger han og anslår, at Frederikshavn Taxa vil være næsten fem kroner billigere per bruger end NT - forudsat at NT altså har oplyst den korrekte pris på bybus-taxa-kørsel. Men Frederikshavn Taxa skal ikke gøre sig nogen forhåbning om en henvendelse fra Frederikshavn Kommune. - Eftersom der er tale om bybustaxakørsel, har vi ladet NT, som er udbyder af busserne i byen, indhente tilbud og vælge den billigste tilbudsgiver. Så det er NT - og ikke kommunen - der står for licitationen, siger formand for Teknisk Udvalg, Jens Hedegaard Kristensen (CD).