Taxa Vendsyssel får videoovervågning

Fremover kan chaufførerne sige: Smil - du er på, til truende kunder

HJØRRING:Fordomme om, at det er risikabelt at være taxichauffør, har fået rig næring i det nordjyske inden for de seneste uger, hvor flere chauffører er blevet overfaldet. Derfor har samarbejdsorganisationen Taxa Vendsyssel taget konsekvensen for at øge sikkerheden for chaufførerne - alle 82 hyrevogne i samarbejdet i Hjørring, Skagen, Frederikshavn og Brønderslev er lige nu ved at få installeret overvågningskameraer. Desværre havde taxichauffør Hans Erik Bruun ikke et i sin hyrevogn natten mellem torsdag og fredag. Stribe af overfald - Det er yderst bekymrende, når vores chauffører ikke kan få lov til at passe deres arbejde, siger formanden for Taxa Vendsyssel, Malthe Vestergaard, og nikker over mod Hans Erik Bruun. Natten til i går blev han det seneste offer for den stribe af meningsløs vold, som gennem de sidste par uger har ramt det nordjyske taxiselskab. Formand for Hjørring Taxa, Bent Nørlev, nikker alvorligt og tilføjer, at voldsepisoder mod hyrevognschaufførerne, der har krævet politiets indblanding, ellers er noget, som ligger godt fem år tilbage. - Men de seneste uger har vi oplevet fem eller seks episoder, hvor kunder hellere har villet erlægge lussinger end kontanter, siger han. Episoderne ikke har noget med hinanden at gøre, men der er dog fælles træk: En aften i byen, for meget "et-eller-andet" - som nok primært er alkohol - en utilfreds kunde, diskussion om betalingen, som ender med fysisk nærkontakt af ubehagelig karakter. Mangel på respekt Bent Nørlev funderer lidt over udviklingen: - Der er sådan en generel mangel på respekt - ikke bare mod os, men også mod buschauffører, togkontrollører og politifolk. Vi hører dagligt om voldelige overgreb, og det har været med til beslutningen om at installere kameraer i hyrevognene, uanset prisen, siger han, og Malthe Vestergaard supplerer: - Vi kan slet ikke tillade os at spørge om udgiften. Vores folk skal kunne føle sig sikre, når de passer deres arbejde. Han tilføjer, at hyrevognschauffører er i den helt specielle situation, at de først leverer varen og får betalingen efterfølgende. Netop derfor er det særlig vigtigt, at de kan føle sig sikre på at få den uden sværdslag. - Der er dog et lyspunkt i den kedelige serie af overfald - politiet har fået fat i samtlige voldsmænd, siger Bent Nørlev. Hans Erik Bruun er stadig fortumlet og forslået, men humøret fejler ikke noget: - Jeg er på gaden igen i aften, forsikrer han.