Buskørsel

Taxa Vendsyssel vinder sag mod NT

Nordjyllands Trafikselskab må betale 116.000 kr. til Taxa Vendsyssel efter brud på kontrakt

VENDSYSSEL:Den lille har nu så at sige vundet over den store. For der er nu indgået et specielt forlig mellem Nordjyllands Trafikselskab (NT) og Taxa Vendsyssel, der har anlagt en sag på vegne af Frederikshavn Taxa. Sagen blev anlagt sidste efterår, hvor Taxa Vendsyssel ønskede rettens ord for, at NT havde brudt en indgået kontrakt. Og nu er der så flere måneder efter aftalt et forlig uden rettens indblanding. Et forlig, der betyder, at NT må betale 116.000 kr. til taxaselskabet mod de ellers ønskede 279.000 kr. - Det er en klar tilkendegivelse af, at vi har haft ret hele tiden. Jeg er tilfreds og håber, at ledelsen hos NT har lært af det her. Samtidig kan vi fremover tillade os at føre den slags sager, når vi føler aftaler bliver overtrådt, siger administrerende direktør hos Taxa Vendsyssel, Jørgen Steengaard. I den konkrete sag sagsøgte taxaselskabet egentlig deres egen arbejdsgiver. For vognmændene fra Frederikshavn Taxa mente, at NT skyldte i alt 279.000 kr. i tabt fortjeneste efter et uretmæssigt kontraktbrud. Den konkrete sag drejer sig om skolekørsel til Lendum-Tolne Skole. En opgave, Frederikshavn Taxa vandt licitationen udbudt af NT på i september 2003. Kontrakten var tre-årig, men kun et halvt år senere medddelte NT, at bestyrelsen ville opsige kontrakten på skolekørselen, når skoleåret var omme. Dette begrundede NT bl.a. med, at elevgrundlaget for skolekørsel var ændret. Men det var det ikke ifølge formanden for Frederikshavn Taxa, Bruno Kierkegaard. Det endte med, at Frederikshavn Taxa dermed havde tre-fire biler for meget i perioden. Samtidig ønskede NT istedet buskørsel på ruten, men Frederikshavn Taxa råder ikke over busser og har for øvrigt ikke den nødvendige tilladelse til buskørsel. - Det kunne jo aldrig være vores problem. For udbudsmaterialet fra NT var ikke i overensstemmelse med det faktiske antal elever, siger administrerende direktør hos Taxa Vendsyssel Jørgen Steengaard og fortsætter: - Men vi bad jo altså om 279.000 kr. i forliget. Alligevel er vi tilfredse, for de 116.000 kr. dækker de udgifter, vi har haft siden kontraktbruddet. Taxa Vendsyssel er en sammenslutning af cirka 80 vognmænd fra fire kommuner med cirka 85 biler.