Taxachauffør fik tærsk efter tur

26-årig mand med flere voldsdomme bag sig betalte for køretur med knytnæver

HJØRRING:Torsdag nat fik en taxichauffør i Hjørring betaling for en køretur i form af to knytnæveslag i ansigtet. Chaufføren blev via bestillingskontoret dirigeret til rutebilstationen, hvorfra en mand havde bestilt en tur. Det viste sig, at manden var stærkt beruset, og han havde svært ved at formulere, hvor han ville køres hen. Det lykkedes dog chaufføren at opfange ordet: "Halvorsmindevej", hvorefter turen gik i den retning. Da taxien ankom til den opgivne adresse, bad manden chaufføren om at standse ved et mørkt hus, hvor kunden angiveligt skulle aflevere noget - og hvor en tredjepart skulle betale for køreturen. På baggrund af disse oplysninger ville chaufføren følge med ind. Hertil oplyste kunden, at chaufføren ikke fik ville få sin betaling for turen - men at han til gengæld kunne få nogle bank. Det blev til to knytnæveslag i ansigtet, hvorefter kunden stak af og gemte sig i en nærliggende have, indtil en tilkaldt hundepatrulje fandt hans gemmested. Det drejer sig om en gammel kending af politiet, en 26-årig mand, der oprindeligt er fra Hjørring, men som nu bor i København. Chaufføren var naturligt nok rystet over overfaldet, og han var omkring Sygehus Vendsyssel, hvor det blev konstateret, at han ikke var kommet alvorligt til skade. Den 26-årig er tidligere straffet for vold mod både embedsmand og vold i øvrigt, og dette lagt sammen med nattens voldsepisode gjorde, at manden fredag blev varetægtsfængslet frem til 29. december. Voldsmanden kan se frem til en sigtelse for både bedrageri og vold - når han efter jul kommer for en dommer. Taxiselskabet ser med alvor på dette og lignende overfald.