Taxachauffør truet til at udlevere penge

To mænd begik knivrøveri

AALBORG:En taxatur lørdag aften fra Kolding til Aalborg udviklede sig dramatisk, da to passagerer kort før ankomsten til Aalborg trak en kniv og truede chaufføren til at udlevere sine penge. Vagthavende hos Aalborg Politi, vicepolitikommissær Jens Chr. Lundsteen, oplyser, at den 32-årige taxachauffør fra Kolding udleverede 9200 kroner til de to mænd, som efterfølgende tvang chaufføren til at køre til Aalborgs midtby, hvor de blev sat af og forsvandt. Det hele begyndte ellers som en almindelig taxatur, da de to mænd først på aftenen prajede taxaen i Kolding og bad om at blive kørt til Aalborg. Prisen blev ifølge politiets oplysninger aftalt til 2200 kroner, og alt gik efter planen ad motorvejen op gennem Jylland. Jens Chr. Lundsteen oplyser, at da taxaen nåede op lidt syd for Aalborg, trak den ene mand en kniv og holdt den op til taxachaufførens hals, hvorefter de to mænd forlangte at få alle chaufførens penge. - Bagefter dirigerede de chaufføren til Lille Nygade i Aalborg, hvor de blev sat af ved 21.30-tiden og forsvandt, oplyser Jens Chr. Lundsteen. Taxachaufføren har over for politiet beskrevet røverne som to yngre mænd med arabisk udseende. Den ene beskrives i øvrigt som 20-25 år, cirka 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har sort, pjusket, kort hår. Han var iført en sort dynejakke, der havde et mærke med navnet Scholt i sølvfarvet skrift på venstre bryst. Han var desuden iført sorte cowboybukser. Den anden knivrøver beskrives som 20-25 år, 170-175 centimeter høj og almindelig af bygning, men lidt mere spinkel end makkeren. Han har sort hår og var iført en blå jakke. Desuden havde han en cirka én centimeter bred sølvring på højre pegefinger. Den 32-årige koldingensiske taxachauffør var noget rystet efter røveriet, men slap ifølge politiets oplysninger fra episoden uden fysiske skader. Aalborg Politi hører gerne fra vidner, som eventuelt har set de to mænd i området ved Lille Nygade ved 21.30-tiden, eller som kan have bemærket dem senere på aftenen eller natten i det aalborgensiske natteliv. Oplysninger i sagen kan gives til Aalborg Politi på tlf.: 96 30 14 48.