Taxachauffører i ny protest mod Uber
Københavnske taxachauffører vil køre rundt om Christiansborg
KØBENHAVN: De københavnske taxachauffører vil ikke lade politikerne glemme den omstridte kørselstjeneste Uber.
Derfor vil et større antal taxaer under parolen ”Stop u(ber)lovlighederne nu!” i morgen onsdag klokken 13 cirkulere om Christiansborg. Det skriver Avisen.dk.
Aktionen er en protest imod, at regeringen endnu ikke har stoppet det, som taxachaufførerne betegner som Ubers systematiske brud på taxiloven. Det er en række chauffører, der på de sociale medier har planlagt morgendagens protest, men den landsdækkende brancheforening Dansk Taxi støtter op.
- Vi vil gerne vise, at vi er her endnu, fortæller Palle Christensen, der er bestyrelsesformand i Taxa 4x35 og med i Dansk Taxi, til Avisen.dk.
Foreningen har derfor også delt en fælleserklæring om protesten på sin Facebook-side.
”Man kan med rette være utilfreds med taxiloven. Den er håbløs forældet, og bør laves om hurtigst muligt. Men indtil vores politikere beslutter sig for at gøre noget, så har vi altså en lov, der skal overholdes,” skriver Dansk Taxi blandt andet i sin erklæring.
Symbolsk opråb
Protesten er placeret ved Christiansborg som et symbolsk opråb til politikerne.
- Vi er forundret over, at Uber nu har kørt og været politianmeldt siden november 2014, men at det først er nu, der begynder at ske noget, siger Palle Christensen til Avisen.dk. Han henviser til, at seks sigtede Uber-chauffører i slutningen af april skal for retten i Københavns Byret.
Håbet er, at morgendagens protest også får justitsminister Søren Pind til at reagere.
”Politiet begynder nu at gribe ind, men man kan godt blive oprigtigt i tvivl om, hvorvidt betjentene på gaden har den øverste politiske ledelses opbakning. Men det må justitsministeren jo kunne redegøre for. Gerne i morgen, når chaufførerne kigger forbi Borgen,” lyder det i erklæringen fra Dansk Taxi.
Det er ikke første gang, at chaufførerne samles til protest. For tre uger siden blokerede godt 300 chauffører Kongens Nytorv med deres taxaer. Palle Christensen har ikke noget bud på, hvor mange chauffører der vil bakke op om aktionen i morgen, men han vurderer, at der godt kan komme et par hundrede vogne forbi.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.