Taxachauffør sigtes for at voldtage meget fuld kunde

Kvinde undrede sig, da hun efter en fødselsdagsfest fandt et brugt kondom i sin lejlighed.

I Dommervagten i København har en 28-årig taxachauffør torsdag fået sin fængsling opretholdt i yderligere tre døgn. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

I Dommervagten i København har en 28-årig taxachauffør torsdag fået sin fængsling opretholdt i yderligere tre døgn. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

En kvinde fra Nørrebro i København huskede meget lidt, da hun i søndags vågnede i sin lejlighed efter en fødselsdagsfest. Hun var øm i skridtet, men tænkte ikke mere over det.

Da hun efterfølgende fandt en seddel med et telefonnummer og et brugt kondom, blev hun meget bekymret, og hun endte med at gå til politiet.

Det er kommet frem torsdag i et grundlovsforhør i København, hvor en taxachauffør er blevet sigtet for voldtægt.

I retsmødet forklarede den 28-årige chauffør, at det var ham, der den pågældende nat havde kørt kvinden hjem.

Kvinden var ikke fuld, sagde chaufføren, og de talte om løst og fast.

Under samtalen havde kunden ifølge den sigtede gjort seksuelle tilnærmelser, og han havde givet hende en seddel med sit nummer. Fremme ved adressen havde han tilbudt at følge hende op.

På vej op i lejligheden holdt chaufføren kvinden om livet, og ude foran kastede hun op. Ikke desto mindre fastholdt han, at hun ikke var fuld.

Herefter havde de samleje i kvindens soveværelse, og efter ti minutter forlod han lejligheden, fordi han skulle aflevere taxaen, lød forklaringen.

Til politiet har kvinden imidlertid sagt, at hun til fødselsdagsfesten var blevet meget fuld, og at hun allerede her havde kastet op på toilettet.

En veninde havde derfor ringet efter en taxa og hjulpet hende ned, fordi hun ikke selv kunne gå.

Taxachaufføren havde fulgt hende op til lejligheden. Her gik hun ind i soveværelset og klædte sig af i den overbevisning, at hun var alene.

Herfra husker hun tilsyneladende ikke mere, før hun dagen efter vågnede op og var øm.

I torsdagens grundlovsforhør valgte dommeren at opretholde anholdelsen af manden i tre døgn, mens politiet foretager yderligere undersøgelser.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden