EMNER

Taxaer kører med pakker

Helt ned til Als har taxaer kørt med pakker

BRØNDERSLEV:50 mand arbejder, når pludselig en maskine går i stykker. Produktionen stopper og det koster virksomheden mange penge at have dem til at sidde og drikke kaffe. Derfor ringer de eventuelt til virksomheden i Brønderslev Serman og Tipsmark, som bestiller en taxa. Og med taxaen sendes en pakke ned til virksomheden. Regningen bliver stor, men er ingenting i forhold til, hvad en dags betaling af medarbejdere ellers ville have kostet. Den situation, hvor pakkefirmaer eller Post Danmark ikke er hurtige nok, har flere Brønderslev-taxaer været ude for. Det fortæller Jens Bøgild Jensen, som selv har taget en tur til Danfoss på Als. - Det er noget, man gerne vil. Fordi turene er lidt længere, og de er guld værd, fortæller han. 344 km med pakke For Jens Bøgild startede det ellers som en normal dag med lidt kørsel til og fra sygehuset. Men klokken 12:07 tikkede en opgave ind. Så han kørte til Serman og Tipsmark. Og da han så nærmere på ordren, gjorde han store øjne og måtte rette på sine briller. Han skulle til Nordborg på Als. - Nu var dagen reddet. Det er en fantastisk tur på en almindelig hverdag, lyder det fra Jens Bøgild Jensen. Så han fik en tung, men halv meter lang pakke, og så kørte turen ellers sydpå. Det regnede, men alligevel kørte han de 344 kilometer med høj musik. Kunden brokkede sig jo ikke. Tre en halv time senere var han nede i Danfoss, der "er lige så stor som Brønderslev." 2800 kroner stod taxameteret på, men med de 50-100 mand, som Jens Bøgild Jensen gætter på, stod og ventede, var det jo ingen penge. At han så på vej hjem købte en pose flæskesvær, som gik så hårdt ud over tænderne, at tandlægeregningen ikke lod turen give meget overskud, er en anden sag. Til Norge og Sjælland Men andre virksomheder har også haft brug for taxaerne. Blandt andet til lufthanen, til færgen til Norge samt færgen fra Grenå, hvor en af Jens Bøgild Jensens kollegaer skulle have kørt den rute to dage i træk. På Serman og Tipsmark bekræfter lagermand Ole Berthelsen, at det sker, de bruger taxachauffører til pakkekørsel. - De skal bruge varen nu og her. Det kan være hydraulikken, der er gået i stykker. Vi har endda fået det bragt helt til Sjælland, lyder det fra ham. Han fortæller, at virksomheden dog kun benytter sig af denne fremgangsmåde omkring to gange om året.

Forsiden