EMNER

Taxamotor: Mini Cab løb fra mundtlig aftale

Selskabet Taxamotor føler sig lidt taget ved næsen i forbindelse med salget af Aalborg Mini Cab-Taxi til storebroderen Aalborg Taxa

FREDERIKSBERG:Taberen i kampen om Aalborg Mini Cab-Taxi er firmaet Taxamotor, som gerne ville udvide sin forretning til det nordjyske. - Vi havde et mundtlig håndslag med 17 vognmænd og Tina Havgaard (indehaver af Aalborg Mini Cab-Taxi, red.) om overtagelse af forretningen. Så må du være skuffet? - Jeg vil hellere sige, at det har overrasket mig meget, men når man løber fra den aftale, så var det måske for det bedste, at vi ikke kom ind, siger Henrik Nielsen, direktør i Taxamotor, der i dag har bestillingskontor i København, Århus, Aabenraa, Rødekro, Ringsted og Korsør. Med Aalborg Taxas nyvundne monopol, forudser Henrik Nielsen de sædvanlige ulemper et sådant forhold giver. - Nu er der ingen konkurrence og det er skidt for Aalborg og den gamle Mini Cab-ånd. Men det kan jo være, at kommunen angrer og vil have et nyt bestillingskontor på et tidspunkt. I andre brancher mener man jo, at sund konkurrence fremmer en positiv udvikling, siger Henrik Nielsen. Tina Havgaard ønsker ikke på nuværende tidspunkt at udtale sig om salget.