EMNER

Taxi stjæler kunder

Der er brodne kar blandt vognmændene i forsøgsordning.

Der er stadig meget delte meninger om, hvordan strukturen for taxi-kørsel skal være i kommunen. Foreløbig har politikerne besluttet at forsætte en forsøgsordning fra 2009, hvor landvognmænd rundt om i kommunen kan undgå at betale 10.000 kroner om måneden til bestillingskontoret Taxa Vendsyssel. Til gengæld skal de holde sig fra at hente kunder inde i Hjørring By. - Det er tilsyneladende problemer med én vognmand, som ikke følger vilkårene. Han vil nu blive kontaktet. Ellers fornemmer jeg rimelig tilfredshed med ordningen, siger formand for kommunens teknik og miljøudvalg, Jørgen Bing (SF). Delte meninger Landvognmændene er i hvert fald tilfredse med ikke at skulle betale til bestillingskontoret, mens vognmændene hos Hjørring Taxa synes, at det er ulige konkurrencevilkår at de alene skal betale til at det centrale bestillingskontor. De henviser til Aalborg Kommune, hvor alle taxi-vognmænd skal være tilsluttet bestillingskontoret. Trods utilfredsheden har der dog ikke været problemer med at få afsat ledige taxi-bevillinger, oplyser Jørgen Bing. Afventer lovgivning En del vognmænd er i de senere år trådt ud af det almindelige taxi-beredskab og kører nu udelukkende på en såkaldt EP-bevilling. Det er typisk kontraktkørsel gennem Nordjyllands Trafikselskab. Der er i dag meget forskellige krav til de to slags bevillinger og regeringen barsler lige nu med en delvis harmonisering af lovgivningen. - Vi vil nu afvente resultatet af det, før vi tager endelig stilling til den fortsatte struktur, siger Jørgen Bing.