Taxi til Århus med patienten

Regionen har intet særskilt regnskab for transporter til og fra Århus

Gad vide, om privathospitalet i Århus også er billigere, hvis man regner taxituren med, funderer Conny Nielsen, der blev kørt frem og tilbage for 800 kr. Arkivfoto: Grete Dahl

Gad vide, om privathospitalet i Århus også er billigere, hvis man regner taxituren med, funderer Conny Nielsen, der blev kørt frem og tilbage for 800 kr. Arkivfoto: Grete Dahl

NORDJYLLAND:Conny Nielsen fra Gug havde rigeligt med plads både ud og hjem, da hun var til undersøgelse på privathospitalet Eira i Århus. Især på hjemturen, hvor hun var den eneste passager i taxien. - Det undrer mig da, at det overhovedet kan betale sig at sende patienter til et privathospital i Århus, når der i Nordjylland findes privathospitaler, som lige så godt kunne klare opgaven, siger hun. Den 51-årige førtidspensionist blev sendt til Århus for at få undersøgt en dårlig fod. Hverken Aalborg Sygehus eller en privatklinik i Nørresundby, som Region Nordjylland har en aftale med, havde tid til at se på foden foreløbig. Når Conny Nielsen blev sendt til Århus, er det fordi Region Nordjylland har en såkaldt rammeaftale med privathospitalet Eira om en række ortopædkirurgiske undersøgelser og operationer. Det århusianske privathospital var billigst, da Region Nordjylland i slutningen af 2008 udbød operationerne. I de fleste tilfælde omkring 35 procent under den pris, regionen hidtil har betalt på privathospitaler. Billigst eller dyrest? De to nordjyske privathospitaler, Skørping og Artros i Aalborg, bød også på flere af operationerne. Men blev altså underbudt af Eira i Århus. - Jeg ved godt, at priserne i Århus er lavere end dem, de nordjyske privathospitaler kunne tilbyde. Men gad vide, om det også er billigere, når kørslen frem og tilbage regnes med, siger patienten fra Gug. På turen til Århus var de to patienter fra Aalborg i taxien. Hjemad var hun altså alene sammen med chaufføren. - Jeg ved da, at det ikke er helt billigt at køre i taxi, selv om regionen måske har en særlig aftale, siger hun. Undersøgelsen på Eira I Århus viste, at Conny Nielsen kan nøjes med et indlæg i skoene. Derfor slipper hun for at skulle af sted igen for at blive opereret. - Men tænk sig, hvis jeg også skulle opereres og til kontrol bagefter. Det ville være yderligere to ture frem og tilbage mellem Aalborg og Århus i taxi, konstaterer hun. Conny Nielsen bliver bevilget taxikørsel, fordi hun døjer med smerter i bækkenet. Per Christiansen, der er sundhedsdirektør i Region Nordjylland, finder det misvisende at regne på, hvad en enkelt køretur har kostet. - Det må handle om en helhedsbetragtning. Hvis man for eksempel forestiller sig en patient fra Thy eller Mors eller den sydligste del af vores region, vil transporten ganske givet være lige så dyr til Aalborg, som den er til Århus. Derfor er det på forhånd også umuligt at regne ud, hvad transporten samlet set kommer til at koste, siger han. - I princippet kunne der jo også have ligget et privathospital i Skagen. I givet fald skulle vi også have indregnet kørselsudgifterne dertil, tilføjer sundhedsdirektøren. Transporten er ikke med Rent faktisk er transportudgifterne slet ikke indregnet i priserne for behandlingerne på privathospitalet i Århus. Dels vil der i sagens natur være tale om et skøn. Dels har Region Nordjylland vurderet, at det kan være i strid med konkurrencebestemmelserne. - Vi havde nogle afstandskriterier i udbudsmaterialet netop for at tage højde for alt for store kørselsudgifter, påpeger Per Christiansen. Kriterierne betød, at kun privathospitaler og klinikker inden for en afstand af 50 kilometer (undersøgelser) og 100 kilometer (operationer) kunne byde på behandlingen af nordjyder. - Transportens andel af udgifterne afhænger jo også af, hvilken behandling, der er tale om. Hvis det er et nyt knæ eller hofte til 50.000 kroner, betyder kørselsudgiften mindre, end hvis der er tale om et lille operativt indgreb, siger den nordjyske sundhedsdirektør. Regionens taxikørsel administreres af Nordjyllands Trafikselskab (NT), der hvert år bestiller op mod en halv million ture til patienter, handicappede og skolebørn. Ifølge funktionsleder Jesper Nielsen bestræber NT sig på at tilrettelægge kørslen så rationel som muligt samtidig med, at borgerne skal have en ordentlig service. - Tilrettelæggelsen af kørslen foregår som regel elektronisk. Men når der er tale om længere ture - for eksempel fra Aalborg til Århus - går vi også ind manuelt og tjekker, om flere kan køre sammen, forklarer han. Taxi på timebetaling Taxierne, der transporterer passagerer rundt for regionen, kører på timebetaling. Kørslen er i udbud hvert år, og prisen pr. minut er typisk seks-syv kroner. Jesper Nielsen kan i NT's system se, at Conny Nielsens tur til Århus og hjem igen kostede i alt 800 kroner, selv om den ene vej var den eneste patient i taxien. Det overrasker ham faktisk, at det var så billigt. - Skrækeksemplet er, hvis en passager alene skal køres fra Brønderslev til Århus og taxien er nødt til at køre tom tilbage. Det koster, men den slags eksempler er heldigvis også meget sjældne, konstaterer funktionslederen for specialkørsel hos NT.