Taxichauffør sigtes for ny voldtægt af kunde

Dna-spor fører til ny voldtægtssigtelse mod chauffør - om forbrydelse begået for næsten to år siden.

En ung københavnsk taxichauffør sigtes for yderligere en voldtægt af en kvindelig kunde, oplyser politiet.

Manden blev i slutningen af april varetægtsfængslet for at have voldtaget en kvinde på 20 år påskedag.

Og nu mener politiet at kunne bevise, at han også for næsten to år siden begik en lignende forbrydelse mod en kvinde på 35 år.

- Den nye sigtelse er rejst på baggrund af et dna-hit, siger politikommissær Hans Erik Raben i Københavns Politi.

Sporet stammer fra midten af august 2012. Her anmeldte kvinden, at hun var blevet voldtaget af en chauffør i det indre København.

Kvinden prajede hyrevognen, da hun havde været i byen. Hun var beruset, og chaufføren udnyttede ifølge politiet hendes tilstand.

- Han nægter sig skyldig, siger Hans Erik Raben om taxichaufførens forklaring.

Men ifølge en dna-analyse forbindes chaufføren altså til voldtægten.

Efter anholdelsen og fængslingen i april har efterforskerne set på andre tilfælde, hvor kvinder har anmeldt sig voldtaget af taxichauffører.

Ingen af disse sager er den 25-årige dog sigtet for at have begået.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.