Retspleje

Taylor for retten i Haag

{ HAAG: Det første retsmøde i sagen mod Liberias tidligere præsident og krigsherre, Charles Taylor, blev fredag indledt ved en særdomstol i Haag med, at Taylors forsvarere bad om, at sagen udskydes i mindst et år. Ellers har de ikke tid til at forsvare ham mod anklagerne om, at han stod bag de blodigste krige i nyere afrikansk historie. Charles Taylor står over for 11 anklagepunkter om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Han betragtes som den mest magtfulde person bag en række borgerkrige i Liberia og nabolandet Sierra Leone mellem 1989 og 2003, hvor omkring 400.000 personer blev dræbt. Sagen mod Taylor, som er den største sag ved særdomstolen, blev flyttet fra Sierra Leone til Haag for at undgå at skabe uroligheder i det vestlige Afrika./ritzau/