"Taz" på spring

FARUM: AaB's Jacob "Taz" Sørensen bejler til at gøre klubkammeraterne Martin Pedersen og Rasmus Würtz selskab i startopstillingen på U21-landsholdet i fodbold, der i aften møder Tyrkiet i Farum Park. I 2-1 sejren i fredags i Albanien sad Jacob Sørensen på bænken i hele kampen, men skader hos den offensive del af holdet øger nu hans muligheder for at komme i aktion. Brøndbys kreative midtbanespiller Kasper Lorentzen spiller definitivt ikke på grund af fodskaden, han pådrog sig mod albanerne, mens der er tvivl om både U21-landsholdets topscorer Morten "Duncan" Rasmussen og Michael Krohn-Dehli, der begge stod over mandagens træningspas. Morten Rasmussen lå i sengen med feber, mens Michael Krohn-Dehli havde problemer med anklen. Træner Flemming Serritslev har valgt ikke at supplere truppen, der i forvejen talte 19 spillere. Danmark fører EM-kvalifikationsgruppen med maksimumpoint for to kampe. Tyrkiet har erobret fire point i tre kampe via 0-0 mod Georgien, 1-2 mod Grækenland og senest 1-0 over Kasakhstan. abel