TCR håber på et nyt boom

Tre af Thy Cykle Rings ryttere fik en stor dag, da Thisted første gang var startby for Danmark Rundt. De dengang 12-årige Gorm Mikkelsen, 10-årige Kasper Gade og 13-årige Henrik Jeppesen blev fotograferet sammen Laurent Jalabert.Akrkivfoto
Cykelsport 10. marts 2007 05:00

Thy Cykle Ring håber, at besøget af cykelløbet Danmark Rundt vil give tilgang af ryttere CYKLING: I 2001 var Thisted første gang startby for cykelløbet Post Danmark Rundt, og det var samtidig starten på en opblomstring for den lille lokale cykelklub, Thy Cykle Ring. I år starter det stjernebesatte løb så igen i Thisted. For TCR kulminerede det med, at klubben kunne stille det stærkeste felt af ryttere nogensinde både i landets bedste klasse og i ungdomsklasserne. - Vi oplevede et boom efter 2001, og det kulminerede så i 2005. Vi kan ikke med sikkerhed sige, at det skyldes Post Danmark Rundt, men jeg tror, at det var medvirkende til, at vi specielt i ungdomsrækkerne fik flere ryttere. Løbet er med til at skabe mere opmærksomhed om sportsgrenen, siger Ole Iversen fra TCR. Cykelløb for alle TCR bliver stærkt involveret i løbet både med at hjælpe i forbindelse med selve løbet og med forskellige aktiviteter før og under første etape i Thy. 2001 var også starten på TCRs Stjerneløb med Store Torv i Thisted som centrum, hvorfra cykelmotionisterne kørte ud på ruter i forskellige retninger. Det første løb blev kørt aftenen før, starten gik på Post Danmark Rundt, og det er også planen, at TCR i år vil være vært for et løb dagen før, cykelstjernerne den 1. august indtager Thy. I år er det ikke muligt hverken for cykelstjernerne eller for andre at cykle på Store Torv, så Post Danmark Rundt får start på Thisted Havn ved Svend Burgerfri’s Pølsevogn. - Vi laver et løb, men om det bliver et stjerneløb, har vi endnu ikke besluttet. En mulighed kunne være at køre på den samme rute, som prof-rytterne senere skal køre, og så kan man selv vælge, om man vil køre en hyggetur eller køre stærkt, siger Ole Iversen. Fra Thisted går ruten til Klitmøller og videre til Hanstholm, hvorfra det går videre til Frøstrup, og så er det eller farvel til Thy og Hannæs, når rytterne kører videre mod Fjerritslev og via Løgstør og Nibe ender i Aalborg.lac

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...