Aarhus

TDC: - Det var en klokkeklar fejl

Kundeservice hos TDC lovede for meget. Foto: TDC

Kundeservice hos TDC lovede for meget. Foto: TDC

ÅRHUS:Det var uden hold i virkeligheden, at en medarbejder hos TDC i oktober sidste år lovede Inga Ebdrup, at hun kunne bruge mobilt bredbånd i Dokkedal. - Vi har ikke mobil bredbåndsdækning i området, så der er tale om en klokkeklar fejl, at kunden har fået noget andet at vide, og vi beklager, at det har givet kunden så meget besvær, siger kommunikationsrådgiver Per M.E. Christiansen fra TDC. Han fortæller, at Inga Ebdrup kan få sine penge igen, eller eventuelt blot betale fra nu, hvor hun kender præmisserne, som altså er, at hun eksempelvis godt kan bruge den mobile bredbåndsforbindelse hjemme i Kalundborg, men ikke i Dokkedal. Det har nemlig lange udsigter med bedre TDC-dækning i området. Per M.E. Christiansen oplyser, at der ikke ligger planer om at udbygge dækningen: - Men det er klart, at TDC følger med i, om efterspørgslen er voksende i forhold til udbygning af nettet til mobilt bredbånd. Per M.E. Christiansen tilføjer, at der heller ikke er aktuelle planer om at udbygge det traditionelle bredbånd, altså via det almindelige telefonnet i området: - Sommerhusområdet ved Dokkedal får telefonforbindelse via et teknikhus, der er forbundet til centralen i Mou. Teknikhuset fordeler telefonkablerne til området og er ikke forsynet med bredbåndsudstyr. - Når der alligevel er kunder i området, der i dag har bredbånd, skyldes det, at de får det via centralen i Mou. Det sker på den måde, at deres telefonlinje er koblet uden om teknikhuset og direkte til centralen. - Desværre råder TDC kun over et begrænset antal af disse direkte linjer, og for tiden er alle linjer optaget, hvilket er forklaringen på, hvorfor Inga Ebdrup ikke kan få ADSL i øjeblikket. Per M.E. Christiansen opfordrer Inga Ebdrup og andre, der er interesseret i en ADSL-forbindelse, til at kontakte TDC en gang imellem for at høre, om der skulle være blevet en linje ledig. Det har Inga Ebdrup nu ikke tænkt sig. Hun ønsker at få sine penge igen, og så vil hun undersøge, om andre leverandører har en bedre dækning i området. Men alt det med at tjekke priser og dækninger må vente, til hun kommer hjem til Kalundborg. For i Dokkedal kan hun ikke komme på internettet.