TDC går amok i prisforhøjelser

Det bliver meget dyrere at være privatkunde hos selskabet

Det bliver dyrere for privatkunder at bruge deres telefoner, hvis de har TDC-abonnement. Arkivfoto
Danmark 28. november 2014 07:09

DANMARK: TDC-chef Carsten Dilling svinger pisken over hundredtusinder af privatkunder, skriver Finans.dk.

Fra nytår hæver TDC prisen på 165 produkter og pakkeløsninger med op til 34 pct. I kroner og ører betyder det i værste fald en årlig prisstigning på 528 kr. i et marked, som telebranchen omtaler som en blodig slagmark.

Konkurrence eller ej, så er der ingen vej uden om prisstigningerne, forklarer Frederik Sjørslev, direktør i TDC Privat.

- At vi hæver priserne den 1. januar, er ikke noget nyt. Det gjorde vi også i 2013 og 2014, og det kommer vi nok også til i 2016. Det er jo det, der gør, at vi kan fastholde årlige investeringer på 3,7 mia. kr. i dansk infrastruktur, siger Frederik Sjørslev.

Forbrugerrådet: langt ude

Men det er ren ammestuesnak, lyder kritikken fra Forbrugerrådet Tænk.

- Når TDC først begynder at appellere til kundernes medfølelse og forståelse for, at man bliver nødt til at blokke kunderne for flere penge for at have råd til at investere, så er man altså langt ude. Det er jo investorerne, der skal løbe den risiko, siger Martin Salamon, chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk.

Ammestuesnak eller ej, roser finansmarkedet prisforhøjelserne, fordi de kommer på et tidspunkt, hvor kæmpen er presset af faldende mobilpriser, rabatsultne erhvervskunder og krav fra telemyndigheder om prisfald.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...