TDC klar med 3G-teknologi

Tre megabit pr. sekund ved udgangen af første kvartal 2008

80 pro­cent af be­folk­nin­gen har ad­gang til tur­bo 3G fra TDC ved ud­gan­gen af 2008. Foto: Scan­pix
EMNER 8. maj 2007 06:00

KØBENHAVN: Telekoncernen TDC er nu klar til at rulle en turboudgave af 3G-teknologien ud på sit eksisterende 3G-net. Udbygningen sker, så København og Odense samt de større sjællandske, fynske og sønderjyske byer er koblet på teknologien ved årets slutning. Århus, Aalborg og de resterende større byer forventes klar ved udgangen af første kvartal næste år. - Med opgraderingen har TDC banet vej for det fuldt ud mobile bredbåndsnet. Kunder med bærbare pc’er kan gå på internettet med hastigheder, der ligner dem, de er vant til fra jobbet og hjemmet, siger Mads Middelboe, administrerende direktør i TDC Mobil. Har man en mobiltelefon, der understøtter turbo 3G, betyder de højere hastigheder hurtigere download af tv-udsendelser, musik og andet indhold. Med den nye teknik kan TDC tilbyde downloadhastigheder på op til tre megabit pr. sekund i bykernerne i København, Odense, Århus og Aalborg. I de øvrige byer vil hastigheden være op til 1,5 megabit pr. sekund. I det eksisterende 3G-net er den maksimale hastighed 384 kilobit pr. sekund. - Vi forventer, at det fortsat vil være erhvervsmarkedet, som kommer til at trække dataforbruget, som følge af ønsket om hurtig mobil adgang til virksomhedens systemer og internettet, siger Mads Middelboe. Med den planlagte udbygning vil 64 procent af befolkningen have adgang til turbo 3G fra TDC med udgangen af første kvartal 2008, oplyser selskabet. Mindst 80 procent af befolkningen skal efter planen være dækket i slutningen af 2008./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...