TDC og Fona på kant med spamreglerne

KØBENHAVN:TDC og Fona læner sig i en reklamekampagne så kraftigt op ad de nye regler om elektronisk reklame - de såkaldte spamregler - at Forbrugerrådet mener, grænsen er overskredet. Forbrugerrådet sender nu sagen videre til Forbrugerombudsmanden. I fredagens udgave af Ekstra Bladet reklamerer Fona for billige mobiltelefoner, hvor den favorable pris er afhængig af, at kunden binder sig for et TDC-abonnement i 6 måneder. Det er et velkendt fænomen og helt i orden. Men for at få fingre i de billige telefoner skal kunden yderligere acceptere at blive kontaktet elektronisk eller per telefon og acceptere, at TDC bruger ens forbrugsdata. Men det må man ikke, siger jurist i Forbrugerrådet Annette Høyrup. - Det er ikke i orden. De tvinger kunden til at modtage markedsføring. Som forbruger skal man aktivt sige ja tak til at modtage reklamer, og de må ikke lokke forbrugerne til at give afkald på den beskyttelse, ved at gøre et tilbud afhængigt af det, siger hun til Ritzau. Hun peger videre på, at en undtagelse i de nye regler siger, at selskaber gerne må sende elektronisk reklame om lignende produkter, hvis kunden ikke direkte har sagt nej. - Men her får kunden ikke muligheden for at sige nej. Man kan ikke købe varen uden at sige ja, siger hun. For få uger siden havde Fona en lignende men ikke helt tilsvarende sag, hvor de måtte trække en reklame tilbage efter Forbrugerrådets mellemkomst. /ritzau/