TDC og Orange sender billeder til hinanden

Det bliver lettere at være mobilkunde - hvis man vel og mærke tænker på at sende et billede til en bekendt via telefonen. Nu har TDC og Orange nemlig valgt at lave en aftale, der gør, at mobilkunder hos de to selskaber kan sende billedbeskeder, de såkaldte MMS'er, til hinanden.

Samlet har TDC nu lignende aftaler med tre andre mobilselskaber på det danske marked. Anders Christjansen, der er vicedirektør hos TDC Mobil, oplyser, at man alene hos TDC i årets første seks måneder har solgt 130.000 telefoner, der kan sende MMS. Og med den hast, som MMS-telefonen har spredt sig, er det vigtigt, at kunderne også kan bruge den specielle funktion. Hos TDC vil det være gratis at sende et billede af svigermor eller lillepigen frem til den 18. august. Herefter vil prisen være tre kroner pr. MMS. /ritzau/