TDC politianmeldt for at sende breve

Tele2's kunder opfordret til at skifte selskab

Et tilbud fra TDC til 1200 kunder fra Tele2 har fået IT- og Telestyrelsen til at melde TDC til politiet. Brevene kan resultere i bødestraf, og TDC erkender, at de har kvajet sig, skriver Berlingske Business. TDC tilbød i efteråret egne og konkurrentens kunder en opgradering af TDC-internet. Men selskabet overtrådte teleloven, ved at sende breve ud til Tele2-kunderne. Tele2, der i dag ejes af Telenor, har igennem en årrække solgt TDCs bredbåndsprodukter under Tele2s eget navn og egne priser, og det var disse kunder, der pludselig modtog et tilbud fra TDC - et tilbud, som TDC selv erkender var klart ulovligt at give dem. Jakob Willer, der er kontorchef hos IT- og Telestyrelsens markedsafdeling, siger, at man endnu ikke har taget stilling til, om TDC har gjort det bevidst eller ej. Han betragter det som en ret enkel sag, fordi TDC selv har indrømmet fejlen. Det er nu op til politiet og anklagemyndigheden at afgøre, hvad der videre skal ske i sagen, og hvornår det sker./ritzau/