TDC skærer 630 stillinger

KØBENHAVN:Der er nye afskedigelser på vej hos telegiganten TDC. Selskabet skiller sig af med omkring 630 medarbejdere i løbet af 2005. - Vi har som altid først satset på naturlig afgang, omskoling og efteruddannelse. Men desværre kan vi nu se, at vi ikke kan klare reduktionen uden afskedigelser. Formentlig vil over halvdelen af reduktionen på de 630 medarbejdere skulle foretages som afskedigelser, siger TDC's administrerende direktør og koncernchef Henning Dyremose. TDC har 14.998 fuldtidsmedarbejdere i de danske forretninger. Dermed svarer reduktionen til 4,2 procent af medarbejdertallet. Nordjyske ansatte Den fordeler sig med cirka 485 medarbejdere i TDC Totalløsninger, cirka 125 i TDC Services og cirka 20 i den centrale personaleafdeling. De endelige tal foreligger først, når afskedigelserne er forhandlet med medarbejderne. Dermed kan det endnu heller ikke siges, hvor hårdt de nordjyske TDC-medarbejdere bliver ramt. Dog er det alene TDC Totalløsninger, der har medarbejdere i Nordjylland. Koncernen offentliggjorde i går et årsregnskab, der overgik selskabets egne forventninger. Omsætningen steg med godt fem procent til 43,6 milliarder kroner, og resultat før afskrivninger blev i forhold til året før forbedret med knap syv procent til godt 12,4 milliarder kroner. Årets resultat blev et plus på 2,4 milliarder kroner, hvilket er uændret i forhold til 2003. Effektiviseringer Personalereduktionen skyldes primært, at TDC effektiviserer arbejdsgangene for at opnå lavere omkostninger. Samtidig har det betydning, at kunderne flytter fra traditionel og mandskabskrævende fastnettelefoni til de mindre personaletunge mobil- og ip-baserede bredbåndsløsninger. Kunderne betjener sig i stigende grad også via nettet og vælger gør-det-selv installationer. Aldersdiskrimination Dansk Metal frygter, at langt flere end de bebudede 630 medarbejdere må forlade TDC. - De 630 medarbejdere er et nettotal. Endnu flere må forlade virksomheden, hvis TDC foretager nyansættelser i 2005, og selskabet har allerede meddelt, at man forventer at ansætte 365 nye medarbejdere, siger Carsten Nielsen, der er formand for Dansk Metals afdeling 12. Han kritiserer samtidig selskabet for at gå bevidst efter de ældre medarbejdere. /ritzau/