TDC tavs om interesse for Polkomtel

København, mandag /ritzau/ TCD ønsker ikke at uddybe interessen for polske Polkomtel, som selskabet ifølge presseforlydende skulle have givet købstilbud på sammen med Vodafone. TDC er umiddelbart tavs om de polske avisforlydender, der antyder, at den danske telekoncern sammen med britiske Vodafone har givet købstilbud på 46 pct. af aktierne i Polkomtel til en pris på 8,7 milliarder zloty (15,8 milliarder kroner). - Vi er i dialog med de polske aktionærer, og derudover har vi ingen yderligere kommentarer, siger Henning Vest, der er direktør for TDC Mobile International, til RB-Børsen. Hos Vodafone bekræfter administrerende direktør Arun Sarin ifølge Bloomberg News, at Vodafone er interesseret i en større andel af Polkomtel, samt at et bud sandsynligvis vil ske i samarbejde med en partner. Men om et bud vil være succesfuldt er uvist, siger Arun Sarin. /ritzau/