Team Danmark for musikbørn

Regeringen vil efter sommerferien udarbejde en ordning, der gør særligt musiske børn endnu dygtigere

De danske musikskoler skal i fremtiden fungere ligesom idrætsklubberne, hvor særligt talentfulde børn får særlige tilbud. Regeringen vil som led i kulturminister Brian Mikkelsens oprustning af Danmarks musikliv skabe en Team Danmark-lignende ordning for musikken. - Planen er, at vi kort efter sommeren nedsætter et musikskoleudvalg, der især skal kigge på, hvordan talentplejen kan styrkes, siger kulturminister Brian Mikkelsen (K). Forslaget vil betyde en niveaudeling af musikskolerne, hvor staten årligt bruger 70 millioner kroner på at undervise folkeskolebørn i alskens instrumenter. Kulturministeren planlægger dog også at styrke bredden ved at trække flere børn ind i musikskolerne. Det skal især komme de klassiske instrumenter til gode. - Vi ved, at interessen for den klassiske musik er faldende. Derfor skal den klassiske musiks fødekæde genoprettes. Det skal blandt ske ved, at musikerne i symfoniorkestrene fremover forpligtiger sig til at tage ud på skolerne og spille. Det kan være til stor inspiration for børnene at møde nogle, der er så dygtige. De styrkede musikskoler er kun et enkelt element i regeringens plan for dansk musik, som skal gennemføres til efteråret. Brian Mikkelsen lover, at der vil blive flere penge til underskoven af ambitiøse amatørmusikere, der kæmper for at komme ud og spille og måske få en pladekontrakt. - Målet er, at det skal være lettere at være musiker i Danmark, siger Brian Mikkelsen. En anden del af Kulturministeriets overordnede musikplan er, at den femte radiokanal er tvunget til at spille 30 pct. skandinavisk musik. Med aftalen skiller Danmark sig ud i EU-perspektiv, da kun Frankrig har lignende regler for at beskytte den nationale musik i radioen.