Hjallerup

Team Ø og HIF får travlt på banen

DRONNINGLUND/HJALLERUP:I morgen eftermiddag bydes der på et par spændende ungdomskampe i Hjallerup Idrætscenter. Her skal Team Østvendsyssel blandt andet vise, hvad det duer til, når det skal spille divisionshåndbold mod Viborg i ynglingerækken. Team Ø vandt over Viborg to gange før jul, men efter jul er Viborg startet stærkt med en sejr og en uafgjort kamp mod stærke Brabrand IF fra Aarhus. Det betyder ifølge Team Øs træner, Morten Henriksen, at Viborg kommer til Hjallerup med en stor portion selvtillid, og at holdet uden tvivl vil have revanche. Han tilføjer også, at det har noget at sige, at Team Ø har mistet Joachim Aaen Christensen, der nu spiller for Brønderslev. På trods af det, er han fortrøstningsfuld, for som han siger: - Vi har de seneste uger intensiveret træningen og håber derfor at være på vej til at komme i et højere gear. For et højere gear skal vi op i, hvis vi vil vinde over VHK, siger han. Den anden kamp, der spilles i dag er imellem HIFs drenge-elitehold og Års, der er på fjerdepladsen i puljen med to point. Skive og Hjallerup fører kredsen begge med fire point for to kampe, så det bliver spændende at se, om HIFerne kan fortsætte successen. Holdet vandt sin pulje før jul, så det ser lovende ud.