Team Tvis er på semifinalekurs: Sejrer stort over Århus

Team Tvis Holstebro slog Århus Håndbold på hjemmebane og ligger igen nummer to i sin slutspilspulje.

Team Tvis Holstebros håndboldherrer er igen i semifinaleposition i spillet om DM-titlen.

Søndag leverede holdet en overbevisende indsats og sejrede på hjemmebane over Århus Håndbold med 39-32.

Dermed ligger Team Tvis igen på andenpladsen i slutspilspulje 1, hvor KIF Kolding København som forventet ligger på en sikker førsteplads.

Nu ligger det til, at Team Tvis og Skjern skal kæmpe om den anden semifinaleplads fra puljen.

Med fire spillerunder tilbage har Tvis tre point, mens Skjern har to. Århus ligger sidst med nul point.

Team Tvis, der blev nummer fire i grundspillet, var i teten fra start på hjemmebane, og efter 11 minutter var den første tremålsføring en realitet.

Udeholdets træner, Erik Veje Rasmussen, tog en timeout, hvilket fik en positiv effekt i den næste fase. Århus fik næsten kontakt ved 12-13, men så slog Tvis tilbage med en slutspurt på første halvleg, der gav pauseføring på 20-15.

Heller ikke efter pausen evnede aarhusianernes forsvar at dæmme op for hjemmeholdets angrebsspil.

Jonas Larholm scorede 10 gange for Tvis, mens Allan Damgaard brillerede med den ene målgivende aflevering efter den anden.

Føringen blev kun større og større, og selv målmand Rasmus Lind bidrog til ydmygelsen, da han scorede i et tomt mål til 37-28.

Århus Håndbold pyntede på stillingen i de sidste minutter, men det var ren kosmetik i det endelige nederlag på syv mål.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.