Teamleder vil se på kontakt-problemer

Ringe træffemulighed kan være ét eller flere "flaskehals-problemer"

Hjørring 1. september 2004 06:00

HJØRRING: Den telefoniske træffetid til sagsbehandlerne i socialforvaltningen er på alle hverdage mellem kl. 8.30 og 9.30. Efter dette tidspunkt kan man kun komme igennem via den normale omstilling til Rådhuset, og det vil ikke umiddelbart være muligt at lave en aftale om tid til en personlig samtale. Men det vil der nu måske blive lavet om på, efter at Foreningen til Borgernes Retssikkerhed har meldt ud om en dårlig kontaktmulighed til sagsbehandlerne. - Vi lavede systemet med den ugentlige træffetid på en time pr. dag om morgenen, fordi vi synes, det er en god foranstaltning for alle parter. Og jeg mener, at det fungerer. Sagsbehandleren sidder i denne time udelukkende klar til telefon-ekspeditioner og er f.eks. ikke forstyrret af personlige samtaler. Men der kan naturligvis være telefonsamtaler, der både tager længere eller også kortere tid. Og så kan jeg da godt se, det måske kan være svært at komme igennem, siger Lars Dittmer, der er teamleder for sagsbehandlerne i socialforvaltningen. Han påpeger dog, at han som mellemleder for sagsbehandlerne ikke umiddelbart er stødt på større problemer med at få kontakt igennem mellem borgerne og sagsbehandlerne. Men samtidig med er der heller ikke lavet nogen kommunale undersøgelser på området omkring f.eks. responstid, og hvor mange der f.eks. kan stå i telefonkø i den en-times telefontid: - Måske har en sagsbehandler to til tre klienter igennem i telefontiden. Men der er altså dagligt også en interne centralomstilling. Og her skulle man gerne tage mod besked, hvis alle sagsbehandlerne er optaget, siger Lars Dittmer. Efter NORDJYSKEs henvendelse i går tog han kontakt til hovedomstillingen på Codanhus. Og herfra har Lars Dittmer fået at vide, at man ikke har målt eller har deciderede tal på ventetiden. Men at omstillingen kan se, hvor mange der står i telefonkø, og så skynder man sig efter kø-længden med at få samtalerne sendt videre. - Når det er slut med at ringe kl. 9.30, skulle omstillingen gerne stille videre til den centrale omstillingen i forvaltningen på 2. sal. Her skulle der gerne være mulighed for f.eks. at sende en e-mail videre til den pågældende sagsbehandler, der så evt. kan ringe tilbage til borgeren. Men om det sker fyldestgørende, vil jeg nu se på. Eventuelt kan vi lave en ordning, så der næsten altid kan aftales et tidspunkt for et personligt møde, hvis ikke sagsbehandleren kan træffes. Men nu tager jeg først et overblik over situationen, som efter min mening ikke er så stort som beskrevet, siger Lars Dittmer. For det overrasker ham, at klienter overfor Pia Thomsen fra Foreningen til Borgernes retssikkerhed kan melde ud om de lange ventetider og kontaktproblemer. Men han vil ikke afvise, at der f.eks. kan have været et telefonproblemen lige efter sommerferien, hvor sagsbehandlerne måske vender tilbage til en ekstra pukkel af arbejde og henvendelser. Og hvor flere med kontakt til sagsbehandlerne måske begynder i nye tiltag som arbejde eller uddannelse i august. - Jeg har da også oplevet, at jeg har måttet ringe fire-fem gange i min læges telefontræffetid for at komme igennem, men jeg er da altid kommet igennem på et tidspunkt, siger Lars Dittmer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...