Teamwork, færgefart og bestikkelse

Gymnasiets årlige idrætsdag vakte stor begejstring blandt eleverne

FREDERIKSHAVN: - Kør... videre.... kom nu.... hov.... STOP. At få tre medstuderende til at køre på en træplade ved hjælp af fem underliggende, runde stolper, der vel at mærke skal flyttes for at pladen kan komme videre frem, er ikke så lige en sag. Disciplinen "færgefart" kræver både gode samarbejdsevner, effektiv organisering og fysiske færdigheder. Men lige netop derfor var færgefart en af de 15 discipliner ved Frederikshavn Gymnasiums årlige idrætsdag, der blev afholdt torsdag. Sociale aspekter - Selvfølgelig er dagen sjov og ballade, men der er også mange sociale aspekter forbundet med disciplinerne, siger idrætslærer Erik Thomsen. Han har sammen med de andre idrætslærere kreeret de 15 discipliner, som alle skolens elever skulle igennem. Og der var tale om alt fra færgefart til sommerski og lektorbasket (for en god ordens skyld skal det nævnes, at lektorbasket ikke indebar, at skolens lektorer skulle kastes i kurven, men derimod skulle man gribe en tennisbold med en papirkurv.). Idrætslærernes vision var gennem disse lege at styrke elevernes sammenhold, få dem til at arbejde bedre sammen og få alle eleverne til at tage medansvar og stille op. Bestikkelse Men set fra elevernes synspunkt var det også dagen, hvor man rent faktisk kunne sikre sig en bedre position ved at bestikke lærerne. Således havde mange klasser medbragt kurve og poser med både kaffe, kage og slik for at være den klasse, der sikrede sig flest point. Og lærerne sagde ikke nej-tak! - Det har været en ret sjov dag, og det er en god måde at blive rystet sammen på, var Line Wagner og Søren Thomsen fra 3.v enige om. - Og så er det sjovt at se de mange forskellige udklædninger. Og det skal lige siges, at udklædning er strengt forbudt for putterne (1.g'erne). - Hvis en putter har klædt sig ud vanker der vand, lyder det fra de to 3.g'ere.