Teater på den hårde måde

Dansk Pro Wrestling gæstede lørdag Frederikshavn

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Efter godt 20 minutter er vi her fremme ved kampens afsluttende moment. Kool Krede kaster sig ned over Erik Isaksen. Foto: Hans Ravn

Tilskuerne hujer og pifter i FFK Centret. Skønt publikum ikke er stort, så er stemningen alligevel høj. Én af de mere ivrige råber: - Isaksen, din bøsse! Råbet er rettet mod nordmanden Erik Isaksen, der står midt i ringen, som er centrum for publikums opmærksomhed. Med en selvsikker attitude knytter Erik Isaksen næverne og strækker dem i vejret. På kanvassen ved siden af ham ligger danskeren Kool Krede. Den ivrige tilskuer - som vel næppe er konfirmeret - råber igen: - Krede, jeg giver en øl, hvis du smadrer ham! Kool Krede kommer på benene igen, og kort efter kaster han sig ind i sin norske modstander. Isaksen fældes, og jublen fra publikum er entydig. Kool Krede kravler op i et af ringhjørnerne. Bum! Danskeren smider sig med hele sin vægt ned over sin norske modstander. Sekunder senere har dommeren talt nordmanden ud. Kampen er slut, og Kool Krede kan lade sig hylde som vinder af wrestling-kampen. En særpræget hobby Kool Krede er efter kampen godt tilfreds. - Jeg synes, at vi havde publikum godt med. Det virkede som om, de synes, det var fedt, siger Kool Krede. I virkeligheden er han 25 år og hedder Kristian Holm Daugaard. Og så er han skolelærer. - Man møder mange folk, som synes, at det her er mærkeligt, men i virkeligheden, så er det en hobby som så mange andre, forklarer Kool Krede, der har wrestlet, siden han var 14 år. - Det er jo en form for sæbeopera eller teater, hvor man forsøger at skabe nogle følelser hos dem, der ser på det. Man skal være lidt skuespiller, og så skal man samtidig være en god atlet og en god kampsportsudøver. Og det er en blanding, som jeg føler mig godt tilpas i, fortæller Kool Krede. I øvrigt så er det altid forudbestemt, hvem der vinder. - I dag skulle jeg være den gode, så jeg fik masser af bank for at vinde noget sympati hos publikum, Så jeg er nok noget øm i morgen, smiler en træt Kool Krede.