Teaterchef får Ordkraft-pris
Morten Kirkskov hædres for sin indsats for Aalborg Teater og sit engagement i nordjysk kulturliv
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:49
AALBORG: Morten Kirkskov, afgående chef for Aalborg Teater, får Ordkraft-prisen 2015.
Kirkskov får prisen dels for sin store indsats for den nordjyske landsdelsscene, dels for sit levende engagement i det nordjyske kulturliv.
Når prisen overrækkes 9. april, i forbindelse med ord-, sprog- og litteraturfestivalen Ordkraft på Nordkraft i Aalborg, er Kirkskov sandsynligvis allerede i gang med sit nye job som skuespilchef ved Det Kongelige Teater, men det skal ikke afholde det nordjyske kulturliv fra at hædre den succesrige teatermand endnu engang, mener formanden for Ordkraft, Jørgen Pyndt.
- I stedet for at hænge med hovedet og begræde, at Morten Kirkskov forlader Aalborg, så vil vi hellere klappe i hænderne og applaudere hans indsats her hos os og ønske københavnerne tillykke med, at de får en visionær og hårdtarbejdende chef med udsyn og indsigt og store, menneskelige egenskaber, siger Jørgen Pyndt.
På priskomiteens vegne fremhæver han Morten Kirkskovs indsats som chef for Aalborg Teater, hvor han indadtil har skabt sammenhold og begejstring blandt personalet og udadtil har præsenteret flere succesrige forestillinger, som har vundet adskillige priser.
- Men også hans store engagement i kulturdebatten og hans mange klummer i NORDJYSKE Stiftstidende har bidraget til at højne niveauet i den evige diskussion om, hvad der er kunstens rolle i et samfund i stadig og hastig forandring, lyder begrundelsen for at give Kirkskov prisen.
Og når det nu er en ordfestival-pris, skader det jo heller ikke, at prismodtageren med romanen ”Kapgang” og filmatiseringen af samme har gjort en effektfuld entré i dansk litteratur.
Ordkraft-prisen består af 15.000 kr. og et kunstværk, udformet til lejligheden af keramiker Peter Lange fra Aalborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.