Lokalpolitik

Teaterchef glæder sig til samarbejde

Vendsyssel Teaters Peter Schrøder har store forhåbning til ny øst - og vestkystforbrødning

"Prinsesserne", blev instrueret af teatrets leder, Peter Schrøder og havde urpremiere på Vendsyssel Teater sidste efterår. Arkivfoto

"Prinsesserne", blev instrueret af teatrets leder, Peter Schrøder og havde urpremiere på Vendsyssel Teater sidste efterår. Arkivfoto

HJØRRING:Teaterchef og skuespiller Peter Schrøder er vant til at få folk til at grine, men for tiden er det ham, der vender mundvigene opad. Det sker ved udsigten til kulturel forbrødning mellem de gamle konkurrenter Hjørring og Frederikshavn. Peter Schrøders humør er steget efter udmeldingerne i sidste uge fra mødet mellem Ny Hjørring og Ny frederikshavn Kommune. Borgmestrene Finn Olesen (S) og Erik Sørensen (S) kunne på et møde med politikere, udvalgsformænd og embedsmænd lægge op til et øget kultursamarbejde i toppen af Vendsyssel. - Det lyder rigtigt spændende og det ligger i direkte forlængelse af vores hedeste ønsker om samarbejde med en større del af Vendsyssel, siger Peter Schrøder. Han har aldrig lagt skjul på, at Vendsyssel Teater gerne ville samarbejde med Ny Frederikshavn kommune. De nuværende støttekommuner bag Vendsyssel Teater er Hjørring, Hirtshals og Sæby kommuner. - Nu er det naturligvis op til politikerne at finde ud af de sidste ting i samarbejdet, men vi er glade for, at viljen åbenbart er til stede, siger Peter Schrøder. Hvis alt falder på plads glæder han sig til at diskutere helt konkret, hvordan samarbejdet med de eksisterende institutioner i de to nye storkommuner skal foregå. - I den forbindelse vil vi jo være en ny partner, og vi skal ikke trampe som en elefant i bedet. Vi må lytte til hinanden, siger Peter Schrøder. Han forestiller sig at Vendsyssel Teater foruden teater kan byde ind med konsulentbistand i SSP-samarbejder. Det har teatret gjort tidligere, hvor dramatikken har givet en en utraditionelle menneskelig vinkel til støtte for unge. Desuden vil teatret kunne gå ind med sin ekspertise i dramatik på undervisningsområdet. Han er naturligvis også glad for at et samarbejde kan give øget fokus på og interesse for Vendsyssel Teater. - Vi venter med glæde på et udspil og har store forhåbninger til det, understreger Peter Schrøder.