Teaterforening søger talenter

Til august vil der helt sikkert komme til at lyde mangen et rungende "Emiiil!" over Jægerum Søpark.

Det sker i forbindelse med Teaterforeningen Skovspillenes opsætning af Astrid Lindgrens elskede fortælling om den kvikke dreng, Emil fra Lønneberg. - Søndag 4. marts går startskuddet til forestillingen. Teaterforeningen inviterer interesserede til audition på Skovsgård Hotel. Auditionen er et informationsmøde, hvor man kan høre nærmere om arbejdet med sommerens opsætning og ikke mindst melde sig til det, fortæller Per Iversen. Det er Teaterforeningen Skovspillenes håb, at rigtigt mange kunne tænke sig at deltage i løjerne med "Emil fra Lønneberg". Der søges naturligvis folk i alle aldre, der har lyst til at udfolde sig i en større eller mindre rolle på scenen, og i den sammenhæng gør det bestemt ikke noget, at man også godt kan lide i at bryde ud i sang. Der er nemlig megen skøn musik i forestillingen, noget af det kendt fra tv-serien om Emil. Men også arbejdet med at bygge scene og kulisser op samt ikke mindst med at fremtrylle de rigtige kostumer kræver mange hænder, og enhver, der gerne vil bidrage til det, bydes også meget velkommen. - I selve øveperioden, der løber fra 19. marts og frem til Skt. Hans, øves der i Skovsgårdskolens musiklokale. Derefter holdes der ferie frem til 1. august, hvor den sidste intense øvning sker i Jægerum Søpark frem til premieren onsdag d. 8. august, fortæller Per Iversen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden