Teatergevinst for Hjørring

Hjørring Teater er eneste teaterforening nordenfjords, som er med i nyt turnenetværk under Kunstrådet.

Teater 1. oktober 2008 19:16

De jubler på Hjørring Teater. Teaterforeningen er eneste teaterforening i Vendsyssel, som er med i Kunstrådets nye teaternetværk. Kunstrådets Scenekunstudvalg har efter en ansøgningsrunde udvalgt deltagerne til det nye netværk. Den nye ordning giver mindre teatre mulighed for at sende forestillinger på turne rundt om i Danmark. De helt små teatre har ikke altid haft penge eller organisatorisk tyngde til at turnere. Hjørring Teater får mulighed for at vise spændende nye forestillinger, som man ellers skulle rejse til eksempelvis København for at se. Eller for den sags skyld til et af landets andre egnsteatre! Nogle af deres forestillinger kan nemlig også være med. Hjørring Teater får en underskudsgaranti på 15.000 kroner for hver forestilling, der indkøbes. Teatret har forpligtet sig til at tage tre forestillinger pr. sæson, og kan maksimalt tage ni. Forestillingerne bliver en bonus for teaterinteresserede i Vendsyssel, da de ligger ud over Hjørring Teaters sædvanlige program. Antallet af tilbudte forestillinger pr. sæson stiger altså med mindst tre. Stort skulderklap - Det er et stort skulderklap til Hjørring Teaters arbejde med at sikre kommunens borgere en mulighed for at se noget af det bedste turnéteater, der vises i Danmark, siger formand for Hjørring Teater, Lars Salling. - Det er samtidig med til at befæste Hjørrings ry som en af landets vigtigste teaterbyer. Der sker virkeligt noget på byens forskellige scener, og Hjørring Teaters deltagelse i det nye netværk vil klart få en afsmittende effekt på det meget aktive teaterlandskab, byen og kommunen i forvejen kan fremvise. Lars Salling skal om kort tid til første netværksmøde. På mødet udvælges de teaterforestillinger, som skal på turné. Borgmester Finn Olesen (S) er særdeles glad for nyheden. - Det er godt, at det store arbejde, der udføres blandt teatrene her i kommunen, får sådan en opmærksomhed, siger Finn Olesen, som ikke alene glæder sig over det ekstra tilbud til borgerne, men også glæder sig over, at Hjørring bliver endnu mere attraktiv for tilflyttere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...