Teaterglæde uden alder

Midtvendsyssel Amatørscene har solgt seks forestillinger

THORUP: Omkring 13 personer river hver uge en aften ud af kalenderen for at spille amatørteater. I går var der store øvedag, hvor stykket blev spillet igennem tre gange, og alle rekvisitter, lys, kulisser, kostumer og lyd blev sat helt på plads. Midtvendsyssel Amatørscene blev dannet for fire år siden som en sammenlægning af Thorup Amatørscene og Klokkerholm Amatørscene, for at sikre den årlige dilettant - og ikke mindst muligheden for at spille amatørteater. - I hver lille by er der altid én til fem personer, som har lyst til at spille amatørteater, og her kan de roligt komme. Der skal bruges folk både på og bagved scenen, fortæller formanden, Heine Larsen, der også er instruktør. I år gælder det stykket "Hotellet" som er et lystspil i tre akter. Uden at røbe noget har det en vis lighed med en kendt engelsk tv-serie, men selve handlingen, og forvekslingerne, bliver først åbenbaret på lørdag 5. marts kl. 18 i Thorup Aktivitetshus. Har spillet i 43 år Det kan tyde på, at amatørteater, eller dilettant, er ved at få et comeback, for i år der fire nye debutanter med, og aldersgennemsnittet er faldet til 40 år. Aktørerne, der er fra 20 til 70 år, kommer fra hele kommunen og repræsenterer alle aldre samt alle mulige erhverv. Sælgere, kortorfolk, håndværkere, en lægesekretær osv. Men alderspræsidenten, Kart Pedersen, der spiller millionær i år, topper dog med 43 år på de skrå brædder. Han var med i Thorup Amatørscene før den holdt en pause og genopstod igen for 30 år siden. Hvor mange stykker han har spillet ligger hen i glemslen, men som han selv udtrykker det: Det bedste stykke, er altid det sidste jeg var med i. Solgte forestillinger Normalt opføres årets dilettant højst to gange for det lokale publikum. Men Midtvendsyssel Amatørscene har i år seks solgte forestillinger fra 5. marts til 15. april. Middag og musik De to forestillinger 5. marts og 9. april arrangerer amatørscenen selv, og det er med både middag og musikalsk underholdning. En forestilling sælges for 1000 kr. og det betyder, at ingen forening behøver at sætte hverken scene op, skaffe lys og lyd. Amatørforeningen har selv sparet op til lys, to store lysstandere, og det næste bliver et lydanlæg. Foreningen "hviler" i sig selv, hvilket betyder, at alle aktører spiller og arbejder med hele det frivillige hjerte, der hører teaterglade mennesker til. "Hotellet" er spillet godt ind, nu mangler der bare den nerve, som skal hentes hos et veloplagt publikum.