Teater

Teaterild i blodet

Teatermageren Martin Tulinius vil ændre verden.

Martin Tulinius - kunstnerisk leder af nyt teaterflagskib i København. Foto: Thomas Borberg/Polfoto

Martin Tulinius - kunstnerisk leder af nyt teaterflagskib i København. Foto: Thomas Borberg/Polfoto

Det ville han som bistandsklient, og det vil han i dag som kunstnerisk leder af hovedstadens nye teaterflagskib, Republique. Han tilhører arten af græsrødder, der uhindret skruer sig op gennem asfalt. Selv kalder Martin Tulinius sig idealist. Vi andre må nøjes med at konstatere, at han har sigtet højt og flot, lige siden han som bistandsklient blev medstifter af det lille teater Kaleidoskop på Nørrebrogade i København. Her var noget nyt på færde. Her var saft og kraft. Og teaterkikkerten blev da også hurtigt rettet mod den unge og selvbevidste Tulinius, der ikke var bleg for både at agere teaterchef, dramatiker, instruktør og scenograf. Fire gange har han vundet Reumert-priser, og under den store omstrukturering af det storkøbenhavnske teaterfællesskab, blev Martin Tulinius da også belønnet med stillingen som chef for Kanonhallen - eller K2. Nu forlader han imidlertid den oprindelige legeplads på Nørrebrogade for at blive kunstnerisk leder af hovedstadens store, nye teatersatsning, Republique, der erstatter Camp X - og nu kommer tegnedrengen op. Republique får nemlig hvert år knap 24 millioner kroner i tilskud - et budget, der kun er overgået af Det kgl. Teater. Forventningerne er altså store til den 42-årige kunstneriske leder Martin Tulinius og de to meddirektører, Hans Christian Gimbel og Rasmus Adrian, når de åbner dørene til Kanonhallen på Østerbro i næste sæson, men i virkeligheden fører Tulinius bare sit kunstneriske projekt videre, men sandelig under større rammer og med et mere internationalt repertoire, der ud over eksperimenterende egenproduktioner også vil byde på internationale gæstespil. Men visionerne fra det lille Kaleidoskop, hvor han de første år arbejdede gratis, tager han med: - Jeg ville ændre verden, og det vil jeg sådan set stadigvæk, lød det forleden i dagbladet Politiken, hvor man også kunne læse, at han i sit skab på teatret altid har 45 par sokker og lige så mange underbukser, fordi der de seneste 15 år kun sjældent har været tid til tøjvask. Tre parforhold har han også slidt op for at være i thalias tjeneste. Som barnebarn af skuespilleren Ingeborg Brahms har Martin Tulinius ikke teaterild i blodet fra fremmede.