Teatersæson indledt med succes

Anne Marie Helger fyldte Hobro Teater

Anne Marie Helger fik det talstærke publikum til at lytte, grine og klappe. Foto: Erik Røgild
Teater 4. september 2009 16:09

Teatersæsonen i Mariagerfjord Teaterkreds blev indledt med stor succes. Samtlige 180 pladser i Hobro Teater var besat til forestillingen med Anne Marie Helger: "Søde piger kommer i himlen, vi andre kommer så langt vi vil...". Den fik ikke for lidt med bl. a. integrationsproblemer og "Dansk Forskelsparti", som har sat sig tungt på magtmazarinen. Der blev opfordret til almen anstændighed over den uret, der overgår de irakiske flygtninge i Brorsons Kirke, og der blev lyttet, grinet og klappet rigtig meget, fortæller næstformand i teaterkredsen Kirsten Hjarnø Mathiassen. - Det er ikke sidste gang, vi får Helger at se på en scene her i Teaterkredsen Mariagerfjord, håber hun og fortæller, at der var mere end 40 på venteliste til forestillingen. Teaterkredsen holder i øvrigt ordinær generalforsamling på Hobro Bibliotek mandag 21. september, hvor alle er velkomne til at give deres besyv med hensyn til valg af forestillinger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...