Teatersucces i Trekroner for de yngste

Teater 1. februar 2003 07:00

TREKRONER: Fire gange måtte teatertruppen fra Randers Egnsteater opføre forestillingen Kludedukken i Trekroner Landsbycenter, selv om man fra begyndelsen kun havde planlagt to forestillinger i fredagens børneteaterfestival. Der var så stor tilstrømning af dagplejebørn og deres voksne fra hele kommunen, at Landsby4'eren, der stod for festivalen, besluttede at købe to ekstra forestillinger. Det betyder, at over 160 børn og voksne fra gulvhøjde oplevede Nanni optræde med sin dukke, og det var en kanonsucces, fortæller Jan Würtz fra landsbycenteret. Over middag var knap 50 større børn mødt op til forestillingen Pip, og den efterfølgende stunt-træning i hallen med instruktøren Niels Peter Christensen samlede omkring 25 børn, der ville lære gadegøgl og stagefighting, hvor man slås på skrømt. Alt i alt er landsbycenterets inspektør rigtig godt tilfreds med dagens forløb. - Det er anden gang, vi holder teaterfestival, så nu er det ved at blive en tradition. Vi kunne godt have været lidt flere til eftermiddagens forestilling og gøgleri, men alt i alt synes vi, det blev en succes. Jan Würtz oplyser, at dagen ikke giver noget økonomisk overskud, måske tværtimod et lille minus. - Men det er heller ikke meningen, det skal give overskud. Meningen er at give børnene en god oplevelse og skabe liv på landet, og vi får økonomisk støtte gennem Landsby4'eren til festivalen. Landby4'eren er et kulturelt samarbejde mellem oplandsdistrikterne i Fjerritslev Kommune, Trekroner, Hjortdal, Thorup-Klim og Ørebro, og samarbejdet får økonomisk støtte fra Indenrigsministeriets landdistriktspulje.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...