Aalborg

Teenagedirektører med store ambitioner

Gymnasieeleverne Rasmus Holdt og Emil Eriksen har slet ikke tid til at holde sommerferie

Rasmus Holdt (til venstre) og Emil Eriksen sælger e-cigaretter over nettet. Foto: Mette Nielsen

Rasmus Holdt (til venstre) og Emil Eriksen sælger e-cigaretter over nettet. Foto: Mette Nielsen

AALBORG:For over et år siden blev Emil Eriksen fra Aalborg træt af at være festryger. Han ville stoppe helt og mildne overgangen med e-cigaretter.

Et startsæt kostede over 600 kroner, og ideen blev skabt: Hvorfor ikke selv sælge den slags til en mere fornuftig pris.

Kammeraten Rasmus Holdt var med på ideen og sammen etablerede de et firma og hjemmesiden Elekcig.dk. Nu deler de kontor med andre unge i Østerå, Aalborg.

Rykket til Letland

Emil og Rasmus skriveborde var tidligere optaget af de unge ejere af webshoppen Tezzo, der sælger covers til mobiltelefoner. Produktionen foregik dengang på kontoret i Aalborg, men er nu rykket til Letland - ligesom Tezzos ejere.

Også Rasmus og Emils firma har et internationalt tilsnit: Lager og leverandør er i Sverige, og planen er at udvide markedet til resten af Skandinavien.

Foreløbig går det da også meget godt. Overskuddet har været stort nok til at trække de 80.000 kroner ud, der skal til for at oprette et anpartsselskab. Så i juni stiftede de to teenagere HE Media ApS. Begge skal i 3.g efter sommerferien.

Skolen mindre vigtig

- Men det er selvfølgelig klart, at skolen er anden prioritet, siger Rasmus Holdt, elev på Hasseris Gymnasium.

Og sommer har ikke meget med ferie at gøre.

- Jeg har arbejdet hele ferien foreløbig, beretter Emil Eriksen, elev på HHX Turøgade.

En stigende omsætning har givet dem blod på tanden: 10.000-30.000 kroner om dagen.

Det har været nødvendigt at ansætte en ungarbejder til at tage sig af kundehenvendelser, og for 2013 regner Emil og Rasmus med at have rundet en million kroner i overskud.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.