Teenagepige dræbt af skud gennem væg i prøverum i Hollywood
En betjents skud mod en mistænkt overfaldsmand gik gennem en væg og ramte en 14-årig pige, som døde på stedet.

Los Angeles Store Shooting Ringo H.w. Chiu/Ritzau Scanpix
En 14-årig pige blev torsdag dræbt af politiet i en tøjbutik i North Hollywood i Los Angeles. Pigen er identificeret som Valentina Orellana-Peralta.
Det oplyser retsmedicinerens kontor i den amerikanske storby fredag.
Valentina Orellana-Peralta befandt sig i et prøverum med sin mor, da en betjent i butikken affyrede skud mod en person, som var mistænkt for et overfald i nærheden.
Skuddene gik igennem en væg og ramte den 14-årige pige, som blev dræbt på stedet.
Det viser foreløbige undersøgelser ifølge politiet.
- En af betjentens skudsalver trængte igennem en væg, som var bagved den mistænkte, oplyser politiets kommunikationsafdeling på Twitter.
Teenageren var i tøjbutikken for at prøve kjoler til sin 15-års fødselsdag. Det bekræfter en unavngiven kilder fra politiet over for Los Angeles Times.
Personen, som var mistænkt for overfald, blev også skudt og dræbt af politiet, oplyser politiet.
Politichef i Los Angeles Michel Moore kalder Valentina Orellana-Peraltas død for "absolut hjerteskærende".
I samme ombæring lover han en "grundig undersøgelse" af hændelsen.
Kritikere er oprørte over pigens død og kritiserer politiet for at åbne ild i en travl tøjbutik. De mener, at dette blot er det seneste eksempel på, at mange betjente i Los Angeles er for hurtige til at trække deres våben og bruge det.
Indtil fredag havde betjente i Los Angeles skudt mindst 36 mennesker i 2021 og dræbt 17 af dem. Det er flere end de to foregående år.
I løbet af den seneste uge alene har politiet skudt og dræbt fire mennesker.
I 2020 skød politiet i Los Angeles 27 mennesker, hvoraf syv døde. I 2019 blev 26 skudt og 12 dræbt. I 2018 blev 33 mennesker skudt.
Det er dog fortsat væsentligt færre end i begyndelsen af 1990'erne, hvor flere end 100 mennesker om året blev skudt af politibetjente i Los Angeles.
/ritzau/dpa
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.