Teenager fængslet i fire uger efter knivstikkeri i Odense

Offer for knivstikkeri slap med livet i behold, selv om han blev ramt i brystet. Dreng er varetægtsfængslet.

Søndag eftermiddag blev en 30-årig mand stukket med en kniv i bydelen Vollsmose i Odense. Han er uden for livsfare. (Arkivfoto)

Søndag eftermiddag blev en 30-årig mand stukket med en kniv i bydelen Vollsmose i Odense. Han er uden for livsfare. (Arkivfoto)

ODENSE:En 16-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Sagen drejer sig om et knivstikkeri søndag eftermiddag i Odense-bydelen Vollsmose.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist, mandag eftermiddag.

Under kniv-episoden blev en 30-årig mand overfaldet og stukket i brystet og ramt i lungen. Han er dog uden for livsfare og "slap på mirakuløs vis med mindre skader", har politiet oplyst.

Den 16-årige blev fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Odense mandag klokken 13.00, og her er han altså blevet fængslet. Han nægter sig skyldig.

Vagtchefen kan ikke oplyse, hvad den 16-årige er sigtet for, men Fyens Stiftstidende skriver, at han er sigtet efter den grove voldsparagraf, der omhandler legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter.

Den 30-årige blev stukket med en kniv ved nogle boldbaner tæt på indkøbscentret Center Øst i Vollsmose. Både offeret og den anholdte bor i bydelen, som ligger cirka tre kilometer nordøst for Odense centrum.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet søndag klokken 16.45. Det er uvist, hvad der gik forud for overfaldet. Og offeret har ifølge Fyens Stiftstidendes oplysninger ikke ønsket at bidrage til opklaringen.

Fyns Politi er ikke den eneste politikreds, der i weekenden er blevet kaldt ud til et knivstikkeri. Også i København og Esbjerg måtte politiet lørdag og søndag rykke ud efter anmeldelser om knivoverfald.

Lørdag aften blev en mand stukket ned på hjørnet mellem Tingvej og Amagerbrogade på Amager. Et par timer senere blev en 24-årig mand overfaldet med en kniv i Kødbyen på Vesterbro i København.

Og senere - natten til søndag - blev en 23-årig ramt af knivstik i armen på gaden Gammel Mønt i det indre København.

Ingen af ofrene i København fik livstruende skader. Værre gik det for en 42-årig mand, der blev stukket med en kniv i Odense centrum tidligt søndag morgen.

Politiet oplyste søndag til Ritzau, at han var svært tilskadekommen.

En 18-årig mand blev søndag anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i sagen fra Odense. Her besluttede en dommer at varetægtsfængsle ham.

Samtidig blev en mand på 24 år stillet for en dommer i København.

Han var sigtet for at stå bag knivstikkeriet i Kødbyen, men blev løsladt efter grundlovsforhøret, da dommeren ikke fandt, at der var en begrundet mistanke mod ham.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.