Udland

Teenager går amok: Knivdræber otte i Kina

Adskillige mennesker meldes såret - og endnu flere dræbt - i Kina efter et fatalt knivangreb.

Teenager går amok: Knivdræber otte i Kina

En kinesisk teenager har slået otte mennesker ihjel og såret fem andre i et knivangreb, rapporterer det statslige nyhedsbureau Xinhua i Kina.

Den blodige hændelse fandt sted sent onsdag aften i provinsen Liaoning, der ligger i den nordøstlige del af det enorme land.

Teenageren, som kun er blevet identificeret under sit efternavn Li, brasede ind hjemme hos sin kæreste efter et skænderi og dræbte to af pigens familiemedlemmer.

Efter han havde forladt huset igen, dolkede han seks andre mennesker ihjel og sårede fem personer, lyder det.

Ifølge Xinhua anholdt politiet den unge kineser kort tid efter knivdrabene, men derudover er der foreløbigt ikke mange andre oplysninger om angrebet.

Antallet af voldelige forbrydelser i Kina er vokset i de seneste årtier, mens stormagtens økonomi er boomet, og kløften mellem rig og fattig er blevet større og større.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.